Luis Suárez stod for kampens afgørende mål, da han to minutter efter Sergi Robertos udligningsmål scorede til 2-1 på et perlemål. Efter en utrolig dårlig kamp fra Barcelona fører holdet nu gruppen eftersom BATE slog Roma.
Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Alves, Pique, Mascherano, Mathieu, Rakitic, Busquets, Iniesta, Sandro, Suarez og Neymar
På bænken
Masip, Douglas, Bartra, Alba, Gumbau, Sergi Roberto og Munir
Mål
- 0-1 23' - Papadopoulos
- 1-1 80' - Sergi Roberto
- 2-1 82' - Suárez
Bare ét enkelt minut skulle der gå før Barcelonas forsvar blev udstillet. Leverkusen havde læst på lektien og pressede ekstremt hårdt på og pludselig var Piqué ude som venstreback og her blev han rundbarberet, bolden blev smidt ind til Chicharito, der kom foran Mascherano og trykkede af, men Ter Stegen diskede op med en fremragende redning. Barcelona svarede straks igen med en kæmpe mulighed til Rakitic, der fra tæt hold var helt umarkeret og kunne heade Neymars indlæg mod mål, men præcisionen fejlede og Leno kunne let gribe ind. Fem minutter senere var det igen tæt på, da Sandro flot spillede kombinationsspil med Suárez før førstnævnte kom ind i feltet og fik en stor mulighed, men igen var Leno i vejen og fik puffet bolden ud til siden. Det blev dog ikke til det massive pres, man kunne vente - det stod tyskerne for. To gange inden for ét minut havde Kampl gode chancer, men kun fordi han ikke havde skarpheden med sig, stod den fortsat 0-0. Midteraksen hos Barcelona var ikke-eksisterende, boldomgangen var langsom og bolden blev smidt væk hele tiden - og det blev udnyttet.
Leverkusen fik fortjeneste af deres hårde pres, da de efter 23 minutters spil fik hjørnespark. Det blev slået lige ind i panden på Papadopoulos, der som let som ingenting sprang op mellem Ter Stegen, Suárez og Mathieu og headede bolden i mål til 0-1. Barcelona havde slet ikke noget at gøre på banen. Bolden blev spillet frem og tilbage mellem de fire bagerste indtil Leverkusen brød og satte fart. Midtbanen havde slet ikke kvalitet til at finde styrken til at binde kæderne sammen og angriberne fik sjældent noget at arbejde med hvorfor man ikke så noget til Neymar eller Suárez. De to fik dog skabt en chance med fem minutter igen, da Neymars forsøg blev rettet af, tog stolpen og sprang lige ud til Sandro, der fra tre meters hold missede sin mulighed på en glidende tysker. Minuttet senere sendte Ivan Rakitic et brag af et frispark afsted og denne gang var præcisionen god med destination tæt på målhjørnet, men Leno fik flot reddet sit hold. Anden halvleg foregik på samme måde med et idéløst Barca-hold, der spillede den rundt i bagkæden indtil Leverkusen brød. Det gjorde de flot efter 50 minutter og så fik Chicharito en helt fri mulighed, som han bankede 50 meter over mål.
Sandro fik kort efter endnu en stor mulighed, men med ydersiden sendte han bolden et stykke forbi målet til kæmpe ærgrelse på lægterne. For første gang i kampen efter 56 minutter fik Barcelona langt et tungt pres på tyskerne i over ét minut, men Neymars forsøg til slut blev sendt lige forbi kassen og den meget uskarpe form blev demonstreret igen - den kom dog til gode senere. Med en time spillet signalerede Andrés Iniesta udskiftning efter et hårdt slag og i stedet blev Jordi Alba sendt på banen. Også Sandro havde spillet færdig efter en dårlig kamp og ind kom Munir mens Rakitic gav plads til Sergi Roberto - en håndfuld udskiftninger, der meget godt fortæller om den tynde trup, Barcelona råder over.
Men netop Sergi Roberto, der har spillet fantastisk hele sæsonen, fik prikket hul på tyskerne, da han fulgte op på en retur, som Leno gav fra Munirs forsøg. Målet kom med 10 minutter igen og bare to minutter senere hed den 2-1, da Munir kæmpede ihærdigt i højre side og med ét touch kom han helt fri, spillede bolden til Suárez og uruguayaneren krøllede den op i krydset til 2-1.
Munir El Haddadi var tæt på at gå fra assistmager til målmager, da han med fire minutter igen afsluttede et angreb, men da bolden lå bag ham fik han forkert træf på kuglen, og den gik tæt forbi Lenos mål. I de sidste minutter kørte Barcelona bolden rundt mens Leverkusens kræfter hørte op. Dermed fik Barcelona en sejr, der ikke var køn, men som betyder alt, da holdet nu er på førstepladsen i gruppe efter BATE Borisov slog Roma med 3-2. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder