Andrés Iniesta er klar til kamp igen. Han spillede 68 minutter af den første Supercup-kamp mod Real Madrid på Camp Nou, men måtte så trække sig fra returopgøret på grund af en mindre skade. Han spillede derfor hverken mod Real Madrid på Bernabeu eller åbningskampen i La Liga.
Når Ernesto Valverde på fredag udtager sin trup til lørdagens udekamp mod Alavés kan han glæde sig over, at han igen har sin kaptajn til rådighed. Klubben bekræfter således, at Iniesta i dag har modtaget det grønne lys fra klublægerne og er kampklar.
Det får skadeslisten til at trille ned på tre spillere: Thomas Vermaelen, Rafinha og Luis Suárez. For kort tid siden var den oppe på fem med Iniesta og Piqué. Først blev Piqué klar og nu er Iniesta således også klar til at snøre støvlerne igen.