Philippe Coutinho fik for nyligt scoret sit første mål for FC Barcelona, da han på Mestalla scorede i Copa del Reys semifinale mod Valencia. I går fik han så åbnet sin konto i La Liga, da han bankede kuglen i mål fra distancen.
Efter opgøret var det en glad brasilianer, der blev interviewet af Movistar.
- Det var en vigtig kamp og vi skulle vinde for at tilføje point til kontoen. Vi fortjente sejren og vi forlader stadion i godt humør, fortalte han indledningsvis og roste derefter Messi:
- Messi er utrolig. Han snød alle sammen med sit frispark. Det er utrolig hvor god han er. Vi forstår hinanden bedre for hver dag - både med ham og Suárez. Jeg lærer noget hver dag og jeg ved, hvor hårdt jeg skal arbejde.
- Barcelona spiller unik fodbold og Dembélé er en fremragende spiller. Jeg er sikker på, at med hårdt arbejde lærer vi begge hvordan alt foregår her.