Det er ingen hemmelighed, at man i FC Barcelona gerne ser Thiago vende tilbage til Camp Nou, men det er langt fra let at forhandle med Bayern München, som ellers har gjort det klart, at de gerne vil sælge Thiago - men ikke til hvilken som helst pris.
Ifølge mediet 'AS', så har FC Barcelona henvendt sig til Bayern München i håbet om, at tyskerne giver catalanerne et udgangspunkt i forhold til prisen, men det har Bayern München afvist. I stedet har de bedt FC Barcelona om at komme med et bud og så kan man tage forhandlingerne derfra.
- De vil ikke sætte en pris på Thiago selvom Bayern er klar til at acceptere et klubskifte, fortæller en kilde til AS.
For fem år siden forlod Thiago FC Barcelona til fordel for Bayern München for den nette sum af 25 millioner euro. Selve forhandlingerne med spilleren bliver ikke svære at komme igennem, men at nedbryde Bayern Münchens stædighed kommer til at trække tænder.
Selvom FC Barcelona har flere spillere på listen, så håber de også at se noget initiativ fra spillerne selv. Det var blandt andet dette initiativ, som man manglede fra Antoine Griezmann, som siden bekræftede sit valg i en dokumentar hvilket bestemt ikke var til glæde for FC Barcelonas ledelse.