Jordi Alba er stadigvæk ikke blevet tilbudt nogen ny kontrakt hos FC Barcelona, og det har medvirket til, at klubber rundt omkring i Europa nu er begyndt at vise interesse for den spanske venstre back.
Alba er en af de mest eftertragtede spillere i Europa. Han har gennem mange år vist sig at være en af verdens bedste venstre backs, og i indeværende sæson er det også allerede blevet til otte assist.
Ifølge det italienske medie Tuttosport, er Manchester City og Juventus meget interesseret i Jordi Alba, og begge klubber følger tæt med i, hvordan hans kontraktsituation i FC Barcelona udvikler sig. Pep Guardiola nåede aldrig at træne ham i Barcelona, men han tror, at han vil passe perfekt ind i hans spilfilosofi.
Forhåbentligt indleder FC Barcelona snarest kontraktforhandlinger med Jordi Alba, da han har udviklet sig til at være en af de klart vigtigste spillere på holdet, under Ernesto Valverde.