Annonce


Annonce

Annonce

CL: Slavia Prag 1-2 FC Barcelona

Champions League - 23. oktober 2019




FC Barcelona skulle onsdag aften forsøge at følge op på Champions League-sejren over Inter, da de på udebane mødte Slavia Prag. Her var catalanerne store favoritter og da El Clásico i weekenden er blevet flyttet, valgte Ernesto Valverde at stille rigtig stærkt op.

Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, De Jong, Busquets, Arthur, Messi, Suárez og Griezmann

69' Griezmann Dembélé
78' Busquets Vidal
84' Arthur Rakitic

Mål
- 0-1 3' - Messi
- 1-1 50' - Boril
- 1-2 57' - Olayinka




FC Barcelona fik en regulær drømmestart på opgøret, da Messi opsnappede en aflevering og fandt Arthur. Brasilianeren kom ind i feltet og bremsede op hvorefter han fandt Messi med en god aflevering. Argentineren sparkede første gang og scorede sikkert til 1-0 efter bare tre minutter. Effektivt af catalanerne.

Barca sad totalt på bolden, men havde svært ved at finde den afgørende aflevering mod et tætpakket tjekkisk forsvar. Og så var det tæt på at gå galt den anden vej, da Semedo væltede i en duel og efterlod Boril helt nøgen i Barcas højre side. Han fandt Jaroslav Zeleny midt for mål, som egentlig bare skulle putte bolden i mål, men Ter Stegen hoppede i fuld længde og fik pillet forsøget med sit ene ben. Luis Suárez har ikke scoret i 20 Champions League-kampe på udebane hvilket er en periode på over 4 år, og da han fik en god mulighed denne aften, sparkede han da også langt over. Arthur fandt Semedo, som spillede Suárez i dybden ind i feltet. Uruguayaneren overplacerede dog sit forsøg - men han var der.

I takt med at Barca blev mindre og mindre farlige, var der kortere til Slavia Prags større muligheder. Med 10 minutter til pausen brød de igen igennem Barcas rystende ringe forsvar. Først da Lukas Masopust fra kanten af feltet fik fri skudmulighed, som Ter Stegen snuppede og bare sekunder efter snorksov forsvaret igen og så kunne Peter Olayinka med god tid lægge bolden til rette og forsøge at placere bolden oppe i det ene målhjørne, men Ter Stegen reddede flot i flyvende stil. To minutter senere var Suárez alene igennem med Slavias keeper, og selvom vinklen var spids, så skulle han have fået meget mere ud af muligheden end at placere kuglen lige i hænderne på keeperen.

Mens Barca intet kreerede frem i banen, forsøgte Slavia Prag hele tiden at trykke på. Det lykkedes lige inden pausen, da Piqué klokkede i det og gav en gratis chance til Masopust, som sparkede tæt forbi Ter Stegens mål. Herefter fløjtede dommeren til pause og det var godt for Barca, for de faldt ekstremt meget i niveau som tiden skred frem. Men i pausen formåede Valverde ikke at motivere sine spillere - de kom ud til anden halvleg med samme dårlige spil, som i første halvleg og det kastede to store chancer af sig til Slavia før de scorede på den tredje, da Jan Boril umarkeret tog bolden med ind i feltet og først dér blev han presset, men det var for sent - med et hårdt skud sparkede han den yderst fortjente udligning i mål.

Kort efter blev Jordi Alba revet ned i sit løb op i banen og det fløjtede dommeren frispark for. Lionel Messi gik til bolden og smed den ind i feltet, hvor Suárez i bagrummet dukkede op og plafrede kuglen i mål fra en spids vinkel. Desværre for ham var det ikke det første udebanemål i Champions League i 4 år fra hans fødder - bolde gik nemlig i mål ved hjælp af Olayinka, som blev noteret for et selvmål. Ikke desto mindre stod der 1-2 på måltavlen og Barca sad igen på føringen.

Med 20 minutter igen fik Suárez så dén gyldne mulighed, som han konstant søger. Han blev spillet alene med keeperen af Messi, men han svigtede, da han sparkede forbi målet. Messi fik også en stor chance kort efter, da Alba fandt ham i feltet, men argentineren var hårdt presset bagfra og kunne lige præcis ikke vippe bolden i mål. Barca kom lettere til chancer i denne periode, men med stillingen 1-2 var der stadig masser af spænding i opgøret. Suárez kunne have lukket kampen med fem minutter igen, da Dembélé stormede frem med bolden og spillede den ud til Suárez, som skød første gang. Hans forsøg blev bremset af keeperen hvorefter kuglen ramlede ind i en forsvarsspiller og var på vej ind i målet, men keeperen nåede at samle bolden op. Slavia Prag fik en stor chance til sidst, efter at Barca havde brændt den ene friløber efter den anden, men tjekkerne manglede den afgørende skarphed.

Der skete ikke mere i kampen og dermed vandt FC Barcelona opgøret og fortsætter på toppen i gruppen - alene. Dortmund tabte nemlig hos Inter her til aften og følger derfor ikke Barca med op på syv point. Du kan se stillingen i gruppen her. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


CL: Slavia Prag 1-2 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder