Annonce


Annonce

Annonce

La Liga: Celta Vigo 2-2 FC Barcelona

La Liga - 27. juni 2020




Barca spillede en god første halvleg med et flot mål af Suárez, men var slet ikke til stede i anden halvleg. Rakitic og Griezmann fejlede begge og det var nok til at give Celta Vigo to unødvendige mål, som meget vel kan gå hen og sende mesterskabet til Madrid.

Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Semedo, Piqué, Umtiti, Alba, Vidal, Rakitic, Puig, Messi, Suárez og Ansu Fati

69' Fati Braithwaite
81' Suárez Griezmann
81' Alba Junior
86' Puig Arthur

Mål
- 0-1 20' - Suárez
- 1-1 50' - Smolov
- 1-2 68' - Suárez
- 2-2 88' - Aspas



Barca startede klart bedst af de to mandskaber og var tæt på føringen fem minutter inde i opgøret. Først forsøgte Messi at finde Piqué på et frisparksindlæg, men bolden blev clearet til hjørne. Her sendte Messi igen bolden ind til Piqué, som denne gang kom på bolden og headede den knaldhårdt på overliggeren. Celta slog dog igen, da de overraskede med et hurtigt frispark og slog kontra. Det resulterede i en friløber til Smolov, som dog ikke formåede at kontrollere bolden. Hans skud endte med at blive blokeret ud til hjørnespark.

Efter 12 minutter dummede Jordi Alba sig, da han i en totalt ufarlig situation hoppede op i en duel med albuen og fortjent fik et gult kort, selvom han prøvede at bortforklare sin handling. Med 20 minutter på uret kom forløsningen helt fortjent. Celta Vigo havde været fraværende og meget defensive hvorfor Barca havde haft bolden rigtig meget. Vidal blev nedlagt på kanten af feltet og så havde Celta ellers læst på sin lektie, da Messi tog fat i kuglen. Celta-spillerne overbemandede feltet så Messi fik svære vilkår - men den havde Messi regnet ud. Celta havde nemlig glemt alt om at dække Messis holdkammerater op, så i stedet for at skyde direkte på mål, sendte han et præcis frispark direkte ind i panden på Suárez, som headede bolden i mål til 0-1 på Balaidos. Men så slog Celta igen.

Ter Stegen dummede sig minuttet efter, da han upresset smed bolden direkte i fødderne på Smolov - som ligeledes dummede sig. Han skulle klart have spillet bolden videre ind i feltet til en totalt nøgen Iago Aspas, men Smolov ville selv og fik intet ud af chancen. Sekunder senere fik Iago Aspas dog en stor chance, da hans løb ind i feltet blev mødt med bolden før han udplacerede Ter Stegen. Heldigvis for catalanerne reddede stolpen. Barca fortsatte med at søge efter det andet mål mens Celta af og til kom frem i banen, men ofte blev bremset af en udmærket catalansk defensiv. Det sluttede 0-1 i første halvleg.

Ivan Rakitic havde spillet en flot første halvleg, men kostede et mål straks som anden halvleg gik i gang. En for dårlig aflevering på tværs af midtbanen blev opsnappet af Celta, og mens Rakitic stod og kiggede på bolden, løb Yokuslu i ryggen på ham og fik en friløber. Han valgte at sende bolden på tværs af feltet til en fri Smolov, som let scorede til 1-1. To gigantiske fejl på et split sekund af Rakitic, som kostede et mål hvilket er det første i fem kampe, som Ter Stegen lukker ind. Det var Celta som var åbnet klart bedst og efter en time valgte de at sende tre friske mand på banen mens Setién endnu ikke havde foretaget sig nogen ændringer. Barca spillede sløset og blev hurtigt påvirket af domme og Celtas pludselige aggressive indstilling. Der var intet, som lykkedes for Barca i det første kvarter af anden halvleg.

Det var kun genialt overblik af Messi, som pludselig satte gang i Barca, da argentineren opsnappede bolden efter et hårdt Semedo-pres inde i feltet og spillede den videre til Suárez, som viste ekstrem kynisme ved at dreje 180 grader og sætte en lang tå på bolden og så lå den i målet og dermed stod der 1-2 på Balaidos. Et vigtigt mål, som straks gav anledning til udskiftning, da Braithwaite kom på banen for Ansu Fati, som sjældent spiller en god kamp når han starter inde. Han er så energisk, at han oftest giver bedre modstand over for trætte modstandere. Han havde spillet en udmærket kamp, men kom til kort i hvert eneste duel.

Med 10 minutter igen var Nolito uhyre tæt på, da han kom i position inde i feltet på en hælaflevering fra Aspas. Nolito overraskede med et knaldhårdt forsøg i det korte hjørne, men Ter Stegen kom flot ned og fik reddet. I samme ombæring gik Suárez og Alba fra banen og blev erstattet af Griezmann og Junior Firpo. Dermed fik Suárez høstet selvtillid og han er klar til kampen mod Atletico Madrid, da han kun var ét gult kort fra karantæne.

Med små fem minutter igen blev Arthur sendt på banen for Riqui Puig. Og straks efter smed Barca meget vel mesterskabet, da Griezmann hoppede sidelæns i frisparksmuren og så kunne Aspas let sparke rundt om og i mål til 2-2. Skandaløs mur og måde at hoppe på - og igen blev en fejl fatal for Barca. Barca smed igen point med 2-2 ved slutfløjt og man gnider sig i hænderne i Madrid lige nu - Real Madrid har nu chancen for at løbe væk fra Barca. Man fik ét point med, men kunne have tabt, da Nolito havde en gigantisk chancen i sidste øjeblik, som Ter Stegen dog nuppede.

Barca går nu ét point foran Real Madrid, som med en sejr ude mod Espanyol kan gå to point foran Barca med bare seks kampe tilbage. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


La Liga: Celta Vigo 2-2 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder