Annonce


Annonce

Annonce

Champions League: Dynamo Kiev 0-4 FC Barcelona

Champions League - 24. november 2020




Første halvleg i Ukraine var ikke særlig skarp - men det var anden halvleg til gengæld. Her dukkede Braithwaite virkelig op, da han først fik en heldig assist til Sergino Dest og siden scorede han selv to mål og grundlagde dermed Barcas sejr ude mod Dynamo Kiev. Griezmann kom på tavlen i overtiden.

Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Dest, Mingueza, Lenglet, Junior, Aleña, Pjanic, Pedri, Trincao, Braithwaite og Coutinho

65' Pjanic Puig
65' Coutinho Griezmann
65' Lenglet Alba
72' Pedri Matheus
83' Trincao Konrad

Mål
- 0-1 52' - Dest
- 0-2 57' - Braithwaite
- 0-3 70' - Braithwaite (Straffespark)
- 0-4 92+2' - Griezmann




Barca var tirsdag aften at finde i Ukraine, da Dynamo Kiev tog imod catalanerne i Champions League. Barca var på forhånd uden en håndfuld spillere som følge af hvile og skader hvilket gav debut til B-holdets Oscar Mingueza. Første halvleg var dog chancemæssigt mere til glemmebogen. For selvom der faktisk var god fart over Barcas spil samt gode afleveringer rundt om Dynamo Kievs betonmur, så blev der stort set ikke skabt noget udover et par sporadiske skud, som aldrig var nærgående.

I den anden ende var Kiev sjældne gæster, men de var dog tæt på i to omgange, hvor de dog formåede at ødelægge det for sig selv. I Barcas offensiv forsøgte Coutinho at tage teten mens Sergino Dest var yderst oplagt og virkelig forsøgte en masse - til gengæld var Junior i modsatte side totalt anonym og blev udelukkende kun brugt som spilstation, da han ikke tog mange løb eller forsøgte noget på egen hånd - udover en enkelt gang, hvor han dog fejlede og mistede bolden. Barca dominerede klart bolden, men skud udefra så man intet til og det var som om, at man kun havde lov til at trykke af når man var inde i feltet - hvilket skete sjældent, da Kiev stod ekstremt kompakt. 0-0 efter en ganske kedelig første halvleg.

Anden halvleg fik dog et kæmpe pust kort inde, da Sergino Dest var med i et opspil, som endte med at bolden landede hos Martin Braithwaite. Danskeren forsøgte at drible sig frem til en skudmulighed, men bag sig kom Dest stormende, og han snuppede bolden og trykkede af. Bolden blev sendt i nettet til 0-1 og dermed fik amerikaneren scoret sit første mål for Barca i den første kamp efter at Roberto blev skadet og at chancen endelig bød sig for det unge stortalent. En vigtig scoring fra ham og et klart signal til Koeman.

Blot få minutter senere blev det endnu bedre, da et hjørnespark blev sendt ind i feltet. Her dukkede Mingueza op og han forlængede flot mod bagerste stolpe, hvor Braithwaite slap fri fra sin modstander og lige præcis fik prikket bolden i mål til 0-2. Dermed kom danskeren også på måltavlen - og for første gang i Champions League. Kort efter de to mål foretog Koeman hele tre ændringer på én gang, da Pjanic, Coutinho og Lenglet gik ud og ind kom Puig, Griezmann og Alba.

Efter en assist til Dest og en scoring efterfølgende, tilkæmpede Braithwaite sig et straffespark med små 20 minutter igen, da han kom fri til et hovedstød på Albas indlæg. Hovedstødet sad lige på keeperen, men han blev skubbet ind i bolden og fik korrekt et straffespark. Selvom Griezmann netop var kommet på banen, så gik Braithwaite selv til bolden og han kanonerede kuglen i kassen fra pletten og scorede til 3-0. Dermed havde han scoret to og lagt op til ét. Få minutter efter var der så debut til Matheus, som i måneder har kæmpet for dette øjeblik. Han erstattede Pedri.

Med syv minutter igen fik Konrad de la Fuenta spilletid, da han erstattede Trincao, som hele kampen igennem forsøgte og brugte meget energi på defensive løb, men som lige manglede det afgørende i offensiven. Barca forsøgte at fremtvinge det fjerde mål og det lykkedes også i overtiden, da Jordi Alba fandt Griezmann, som lagde bolden til rette for sig selv før han flugtede den i kassen til 0-4. Dermed sikrede Barca sig billetten videre i Champions League på komfortabel vis efter en halvsløj første halvleg, hvor skarpheden primært manglede.

Se stillingen i gruppen her Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Champions League: Dynamo Kiev 0-4 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder