Annonce


Annonce

Annonce

La Liga: Huesca 0-1 FC Barcelona

La Liga - 3. januar 2021




Barca dominerede helt enormt i første halvleg mod bundholdet Huesca, men der var en grund til, at man kun scorede 99 mål i hele 2020. Holdet er simpelthen uskarpe foran målet og det samme var tilfældet mod Huesca, som før kampen havde lukket 25 mål ind. Med et enkelt mål af Frenkie de Jong blev det farligt til slut, da Huesca kun skulle bruge én chance for at skabe ravage, men Barca holdt ud og hentede de tre point.

Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Dest, Araujo, Lenglet, Alba, De Jong, Busquets, Pedri, Messi, Braithwaite og Dembélé

75' Busquets Pjanic
75' Dest Mingueza
81' Braithwaite Griezmann

Mål
- 0-1 27' - De Jong




Barca lagde ud med et enormt overtag på 80% boldbesiddelse i de første 20 minutter. Catalanerne søgte en hurtig scoring og kom frem til flere muligheder, men kendetegnet ved holdet i denne sæson - udover et rystende ringe forsvar - er den manglende skarphed i front og den manglede også i indledningen. Pedri kom ellers frem til en god mulighed kort tid inde i opgøret, men keeperen fik flot reddet. Kort tid efter satte Dembélé i den grad fart på, da han stormede forbi et par Huesca-spillere og fandt Braithwaite, som spillede den videre ud til Pedri. Den unge spiller fandt Dembélé igen og franskmandens skud var nærgående, men blev skubbet til hjørnespark.

Det var primært over Barcas venstre side, at chancerne kom fra og Pedri fik lov til at ærgre sig endnu engang, da Dembélés flotte indlæg blev headet tæt over kassen af Pedri. Det lignede en af de kampe, hvor bolden ikke ville ind - men heldigvis for Barca kom forløsningen kort efter, da Messi med et perfekt indlæg ind i feltet fandt De Jong, som tog et rigtig fint løb. Hollænderen satte foden på bolden og så stod der 0-1 på tavlen. Et rigtig flot mål - og det var endda før end at Ter Stegen havde haft noget at lave. Ham så man kun i én ufarlig sekvens. Barca fortsatte den totale dominans og selvom det ikke helt var så mange chancer efter målet, så var det catalanske forsvar på intet tidspunkt under pres.

Sergiño Dest var ofte alene i sin højre side og var kun forbundet til Frenkie de Jong, som søgte ud mod højre når bolden kom derud. Ellers var det Dembélé, Alba, Pedri og Messi, som primært opereres ude omkring venstre side og ind mod midten. Braithwaite arbejdede knaldhårdt med sine løb over alt i angrebet og han var også selv tæt på, men han formåede ikke at gøre et godt indlæg til en decideret chance. Barca var altdominerende og Ter Stegen kom slet ikke på arbejde i første halvleg.

Inden pausen var Messi tæt på at øge i flere omgange. Først havde han et langskud tæt forbi mål før han sendte et frispark helt op i hjørnet, men keeperen fløj op i de højere luftlagt og fik skubbet bolden over overliggeren. Messi fik chancen på et frispark to minutter senere, men denne gang overplacerede han sit forsøg. Der stod Barca på alt i første halvleg - men altså kun 0-1 på måltavlen.

I anden halvleg fortsatte Barca sin dominans, men Huesca var tæt på at slå tilbage efter en times spil, da et hjørnespark gik hele vejen igennem ind til Rafa Mir, som med hælen forsøgte at score, men Ter Stegen fik flot pillet bolden i to omgange. Med 20 minutter igen fik Messi atter en chance, da han lagde bolden af til Pedri, som med en flot aflevering fandt Messi igen. Argentineren trak bolden med sig og kom tæt ind mod målet, hvor han trykkede af, men bolden sad lige på keeperen. Som anden halvleg skred frem kom Huesca gradvist længere frem på banen i takt med at trætheden meldte sig. Men Barca var i den grad uskarpe i mange afleveringer og Koeman forsøgte at justere lidt ved at pille Dest og Busquets ud til fordel for Mingueza og Pjanic.

I kampens slutfase kom Huesca tættere og tættere på udligningen, da Barca bare ikke kunne lukke kampen. Skarpheden manglede i den grad - igen - og det var derfor tæt på en udligning fra Huesca, som gik højt i banen i slutfasen. Barca holdt dog ud og hentede tre uhyre vigtige point, men det tegner ikke til at blive bedre dage. Selvom første halvleg var overbevisende i forhold til boldbesiddelsen, så mangler der rigtig, rigtig meget før man kan konkurrere med de store. Det er der slet ingen tvivl om. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


La Liga: Huesca 0-1 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder