Annonce


Annonce

Annonce

La Liga: Celta Vigo 3-3 FC Barcelona

La Liga - 6. november 2021




Den sidste kamp med Sergi Barjuan i spidsen før Xavi tager over stod for døren lørdag eftermiddag, da Barca var fløjet til Galicien for at spille mod Celta Vigo på Balaidos. En helt forrygende første halvleg af Barca blev fulgt op af en nærmest lige så dårlig anden halvleg, hvor Barca var oppe 0-3 men kun fik 3-3. Desuden gik flere spillere i stykker undervejs i kampen.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Mingueza, Eric, Lenglet, Alba, De Jong, Busquets, Gavi, Nico, Memphis og Ansu Fati

46' Ansu Fati Balde
46' Eric Garcia Araujo
59' Nico Riqui Puig
80' Gavi Abde

Mål
- 0-1 5' - Ansu Fati
- 0-2 18' - Busquets
- 0-3 34' - Memphis
- 1-3 52' - Aspas
- 2-3 74' - Nolito
- 3-3 95+6' - Aspas




Blot to minutter inde i opgøret fik Celta Vigo og deres skarpeste mand, Iago Aspas, en kæmpe chance, da Aspas kom fri inde i feltet til en skudmulighed, men han ramte bolden få centimeter til venstre således at bolden gik forbi mål. Ter Stegen var nede i jorden efter kuglen, hvis den havde været inden for målstolperne. Men det var Barca, som tog føringen, da Ansu Fati fem minutter inde i opgøret modtog bolden ude i sin venstre side, hvor han fuldstændig satte sin modstander og sparkede bolden over i det lange hjørne. Et flot og yderst vigtigt mål, som sendte Barca i front på Balaidos. Barca fortsatte med sit eget spil mod et Celta-hold, som havde svært ved at komme over midtbanen med bolden på fødderne.

Efter 18 minutter kom der mere at glæde sig over i Barca, da Nico flot drejede rundt nede omkring baglinjen før han smækkede den skråt tilbage i banen. Bolden fik lov til at trille hele vejen ud foran feltet, hvor Busquets samlede den op og med et køligt overblik placerede han den smukt i nettet uden for keeper Dituros rækkevidde. 0-2 på Balaidos og så var Barca for alvor ovenpå. Celta Vigo kom herefter bedre frem i banen og fik et par løse skudmuligheder uden for alvor at teste Ter Stegen. Murillo var tæt på at kunne sparke et skidt hovedstød fra Tapia i mål, men han manglede længde på fødderne og han endte i stedet med at rammte bolden helt skidt. I stedet gik det den anden vej, da Jordi Alba blev sendt ud på kanten tæt på feltet hvorfra han smækkede bolden ind til Memphis Depay, der havde fundet et hul mellem to forsvarsspillere. Herfra pandede han flot bolden i mål og så stod der 0-3 på en stærk halv time af Barca. Det var Nico, der var højdepunktet i målet med fine driblinger og godt overblik inden Alba modtog bolden.

Ansu Fati var tæt på at øge til 0-4 kort tid efter, men han kom lige præcis for sent ind i bolden og så sparkede han den sikkert forbi målet. I samme øjeblik gik Ansu Fati i stykker, da han kom galt afsted med hånden. Han måtte ud på sidelinjen og få noget forbinding på hånden før han kunne fortsætte. Lige inden dommeren kunne fløjte en god første halvleg af Barca af, gik Ansu Fati så for alvor i stykker. I jagten på en lang aflevering fra Jordi Alba måtte Ansu Fati opgive, da han fik et smæld i baglåret og måtte forlade banen. Barca spillede de sidste to minutter færdig med 10 mand, men fra anden halvlegs start kom Balde og Araujo på banen for Ansu Fati og Eric Garcia.

Celta Vigo åbnede anden halvleg bedst med et massivt pres ned mod Barca, som slet ikke kom ud af starthullerne. Celta Vigo fik også lagt bolden i mål efter fem minutter, men det blev annulleret for offside. Barca forstod dog ikke Celtas besked, og i stedet scorede Celta et legalt mål kort tid efter, da Ter Stegen droppede et skud ud af hænderne, som Araujo forsøgte at sparke væk inde på stregen, men uheldig vis for uruguayaneren sparkede han den lige ud til Iago Aspas, der let sparkede bolden i mål og så stod der 1-3.

Efter en times spil fik Riqui Puig sjælden spilletid, da han erstattede en velspillende Nico, som bad om at blive skiftet ud - umiddelbart med en skade. Med 25 minutter igen appellerede Celta Vigo for straffespark, da Mingueza puffede sin modstander, men dommeren var afvisende. Straks efter ved næste spilstop stormede dommeren ud til Celtas træner for at give ham et gult kort for at brokke sig. Barca havde intet offensivt i anden halvleg og kom slet ikke frem i banen. I stedet jagtede Celta Vigo blod og Nolito fik faktisk også bolden i mål, men igen måtte dommeren annullere - denne gang for hånd på bolden.

Celta Vigo fortsatte mens Barca fortsatte med at vise sig fra den mest håbløse side. Der var intet pres, Celta-spillerne fik lov til at spille bolden rundt og gøre, hvad de vil. Og med et kvarter igen fik Celta bolden i mål for fjerde gang, da Nolito pandede et indlæg i kassen - og denne gang talte målet. 2-3 på Balaidos og så havde Barca massive problemer.

Med en håndfuld minutter igen fik Ez Abde debut, da han erstattede Gavi, der havde kæmpet hårdt hele kampen, men som ikke rigtig fik sat et teknisk præg på kampen. Det var mere nærdueller og hårdt arbejde, som han lagde for dagen. I kampens slutning begyndte Barca at se mere til bolden og det var tydeligt, at det handlede om at holde fast i sejren men også at kunne få scoret en enkelt gang mere, som kunne punktere kampen. Der var lagt fem minutter til, men i det sjette overtidsminut fik Celta Vigo det fortjente udligningsmål, da Barca-spillerne atter engang lod Celta-spillerne gøre hvad de vil. Her endte bolden på kanten af feltet hos Iago Aspas, som med et smukt hug udplacerde Ter Stegen og så smed Barca en 3-0-føring over styr og fik kun ét point med hjem efter en katastrofal anden halvleg. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


La Liga: Celta Vigo 3-3 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder