Annonce


Annonce

Annonce

La Liga: Levante 2-3 FC Barcelona

La Liga - 10. april 2022




Barca var søndag aften klare favoritter til at snuppe sejren uden mod Levante, men catalanerne fik absolut intet foræret. Levante spillede godt til og fik adskillige gange forstyrret Barcas spil lige som de undervejs fik sig to straffespark. Samtlige fem mål landede i anden halvleg.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Alves, Araujo, Garcia, Alba, Nico, Busquets, De Jong, Dembélé, Aubameyang og Ferran Torres

56' Nico Pedri
57' De Jong Gavi
80' Alves Lenglet
84' Aubameyang L. De Jong
84' Dembélé Adama

Mål
- 1-0 52' - Morales (Straffespark)
- 1-1 59' - Aubameyang
- 1-2 63' - Pedri
- 2-2 83' - Melero (Straffespark)
- 2-3 90+2' - L. De Jong




Barca skulle forsøge at bygge videre på deres gode form i La Liga, da de søndag aften mødte Levante på udebane. Levantes stadion er et af de steder, hvor Barca historisk set enten vinder stort eller taber. Og det lignede i noget tid, at det skulle blive en af de kampe, hvor Barca aldrig kom i gang før det var for sent. I første halvleg var der intet at komme efter: Barca leverede en forfærdelig omgang fodbold og kunne ikke spille sig ud af Levantes pres eller skabe chancer.

Allerede efter et par sekunders spil var det tæt på at gå galt, da Dani Alves umotiveret smed bolden direkte i fødderne på Morales, som fra kanten af feltet forsøgte at krølle bolden i mål, men heldigvis for Alves gik bolden forbi Ter Stegens kasse. Morales var på spil igen kort tid efter, da han fandt en totalt udækket Jose Campana inde i feltet. Campana tog bolden til sig og tog forsøget, men Ter Stegen reddede. Barca kom også frem til et par skudmuligheder - bl.a. ved De Jong og Ferran Torres - men præcisionen manglede og så var det tæt på at gå helt galt for Barca efter en halv time.

Her tog Jose Luis Morales sagen i egen hånd og afdriblede hele Barcas forsvar før han tæt under mål forsøgte at udplacere Ter Stegen. Keeperen fik lappen på og bremsede boldens fart til at Eric Garcia kunne nå ind på stregen og sparke bolde væk før den gik i mål. Eric Garcia var en af de bedste på banen for Barca i første halvleg.

I starten af anden halvleg begyndte målene så at vælte ind. Først var Ferran Torres tæt på før det gik galt i den anden ende, da Dani Alves begik en forseelse, som dommeren takserede til et straffespark. Jose Luis Morales sendte Ter Stegen til den ene side og sparkede i den anden og så stod der 1-0 på måltavlen. Få minutter efter var der problemer i Barcas defensiv igen, da Levante fik endnu et straffespark, men denne gang var der Roger Marti, som skulle sparke og han blev læst af Ter Stegen, som flot pillede forsøget. Og så måtte Barca op i et nyt gear.

Nico blev erstattet af Pedri mens De Jong blev pillet ud for Gavi og straks gav det pote. Pedri fandt Dembélé ude på kanten og assistmageren smækkede bolden ind i feltet til Aubameyang, der smart sneg sig ind foran sin modstander og pandede bolden i mål til 1-1. Tre minutter senere blev jublen total, da Gavi i første omgang opsnappede en aflevering i Levantes felt og efter lidt spil frem og tilbage tog Gavi igen initiativ, da han driblede ind mellem to modstandere og fandt Pedri på kanten af feltet. Pedri tøvede ikke og huggede til bolden første gang. Den gik smukt i mål og så stod der 1-2 på måltavlen på Estadio Ciudad de Valencia.

Med 10 minutter igen blev Dani Alves pillet ud og erstattet af Clement Lenglet. Alves havde ikke haft sin bedste kamp i Barca-trøjen, men arbejdede benhårdt og lod sig ikke forstyrre af, at han ikke ramt en god dag. Til gengæld ærgrer Xavi sig nok over lige netop dén ændring, da Lenglet i sin første aktion begik straffespark og så fik Levante deres tredje straffespark i kampen og denne gang var det Melero som skulle sparke og han var sikker. 2-2 efter 83 minutter.

Straks blev Aubameyang og Dembélé pillet ud og så kom Luuk de Jong og Adama på banen. Det var dog Gavi der var tæt på at snuppe overskrifterne, da han blev spillet i en position alene med keeperen, men tæt presset måtte han skyde lynhurtigt og bolden sad lige på keeperen. Barca formåede at snuppe alle tre point, da Luuk de Jong kun skulle bruge én chance på hovedet. Et simpelt indlæg blev på smukkeste vis pandet i kassen og så stod der 2-3 i det 92. minut og dermed blev Luuk de Jong matchvinder og igen viste han, at han er sikker foran mål når han får chancen og indlæggende sidder i skabet. 2-3 sluttede kampen. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


La Liga: Levante 2-3 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder