Annonce


Annonce

Annonce

Træningskamp: New York Red Bulls 0-2 FC Barcelona

Nyheder - 31. juli 2022




FC Barcelona var på den sidste mission i USA natten til søndag, da de i New York mødte New York Red Bulls. Ousmane Dembélé var i hopla i første halvleg og scorede et mål mens Raphinha stod for oplægget. New York Red Bulls leverede god modstand og det var Xavi helt sikkert tilfreds med.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Araujo, Christensen, Garcia, Alba, De Jong, Busquets, Gavi, Dembélé, Lewandowski og Raphinha

Mål
- 0-1 40' - Dembélé
- 0-2 87' - Memphis



Værterne fra New York Red Bulls var bestemt ikke dukket op til kampen mod FC Barcelona for at forsvare sig igennem hele kampen. De tog hurtigt fat i kuglen og fik strikket flere flotte angreb sammen hvilket betød, at Barca lige skulle bruge noget tid før de for alvor fik kørt bolden rundt og sørgede for en høj boldbesiddelse. Værterne fik trykket af et par gange i indledningen, men uden at skarpheden var med dem. Stille og roligt fik Barca spist sig ind og specielt Dembélé virkede atter engang i hopla med hurtige løb, driblinger og generelt sprudlende spilhumør.

Dembélé havde også et fint forsøg, da bolden lidt pludseligt dukkede op foran ham i feltet, men hårdt presset fik han ikke ramt bolden. Ganske kort tid efter var det så Raphinha, som fandt Jordi Alba. Venstrebacken smækkede bolden ind i feltet til Robert Lewandowski, der flot kom op, men som Dembélé ramte polakken heller ikke målet. Han prøvede igen i det efterfølgende angreb, hvor han vristede sig fri fra én modstander, driblede forbi en anden og tog et træk forbi en tredje før han trykkede knaldhårdt af, men bolden sneg sig lige præcis henover overliggeren.

Kort før den halve time var rundet skulle Lewandowski så have scoret, da Dembélé - naturligvis - satte fart og tryllede sig forbi to modstandere før han fandt Lewandowski helt fri i modsatte sig af feltet, men han tøvede og ville sætte bolden til rette hvilket betød, at forsvarsspillerne kunne komme ned og blokere da han endelig fik skudt til kuglen. Efter 32 minutter var Lewandowski på spil igen, da Ter Stegen med et mesterligt udspark fandt Raphinha, som på flottest vis pillede bolden ned og trak to mand til sig. Han så Lewandowski komme stormene i højre side og polakken fik også bolden, men hans spark sad direkte på keeperen, som kunne bokse bolden væk fra det farlige område.

Med få minutter til pausen kom forløsningen for Barca, da Ousmane Dembélé modtog bolden ude i venstre side af angrebet og trak forbi sin mand. Han løb ind i banen og fandt Raphinha, som truede med at skyde med sit venstre ben, men i stedet så han Dembélé storme rundt om ham og franskmanden modtog et perfekt aflevering fra sin brasilianske kollega og knaldede bolden i nettet til 0-1. Endnu en assist af Raphinha på USA-turen og endnu et mål af Dembélé i rigtig god form.

I pause udgik Araujo, Christensen, Gavi, De Jong og Dembélé og gav plads til Roberto, Piqué, Pedri, Kessie og Ansu Fati. Barca fortsatte med at presse og skabe skudmuligheder, men det var ikke skarpheden, som var fulgt med dem til kampen. Lewandowski var da også uheldig, da hans afrettede forsøg blev pillet af keeperen i en god redning. Senere var det Jordi Alba, Eric, Busquets og Raphinha, som gik ud og gav plads til Balde, Nico, Pjanić og Aubameyang. Xavi satsede helt sikkert på en forløsende mål af Lewandowski, men det kom ikke og så måtte polakken forlade banen med et kvarter igen.

Både Lewandowski og Ter Stegen forlod banen og gav plads til Memphis og Inaki Pena. Med fem minutter igen valgte værternes Edelman at tilsidesætte al hensyn, da han fuldstændigt vanvittigt valgte at skære Pablo Torre over med en vild tackling. Dommeren takserede hændelsen til et direkte rødt kort. Barca brugte ikke længe på at udnytte overtallet, da Pjanic smed en ellers udmærket aflevering i dybden, som hjemmeholdet dog skulle have taget sig af, men Memphis kom mellem forsvar og målmand, fik snuppet bolden og sendte den i mål til 0-2.

Det blev også slutresultatet og dermed vandt Barca deres sidste kamp i USA og vender nu hjem til Barcelona, hvor de om en uge møder Pumas i Gamper-kampen. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Træningskamp: New York Red Bulls 0-2 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder