Annonce


Annonce

Annonce

Super Cup: Real Betis 2-2 FC Barcelona (2-4)

Spansk Supercup - 12. januar 2023




FC Barcelona åbnede semifinalen mod Betis ganske fint og spillede frisk til, men i løbet af opgøret mistede de momentum og kontrol og tillod Betis at komme frem til for meget. Lewandowski åbnede før Betis udlignede mens Ansu Fati i den forlængede spilletid fik scoret et flot mål, men igen fik Betis udlignet og så skulle de to mandskaber ud i en straffesparkskonkurrence.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Roberto, Koundé, Araujo, Alba, Gavi, De Jong, Pedri, Dembélé, Lewandowski og Raphinha

63' Dembélé F. Torres
63' De Jong Busquets
78' Roberto Christensen
79' Alba Alonso
87' Raphinha Ansu Fati
96' Gavi Kessié

Mål
- 0-1 40' - Lewandowski
- 1-1 77' - Fekir
- 1-2 93' - Ansu Fati
- 2-2 100' - Moron



FC Barcelona lagde godt fra land i Super Cup semifinalen torsdag aften, hvor de indledte med at dominere Real Betis med en masse boldbesiddelse, mange afleveringer og med en offensiv indstilling, hvor mange afleveringer endte oppe hos angriberne. Chancer kom der dog ingen af i kampens åbning udover et sløjt forsøg fra Betis' Luiz Henrique, der forsøgte at overrumple Ter Stegen med et skud fra midtbanen. Efter 20 minutter var Betis dog tæt på at få en gave af Jules Koundé, da franskmandens aflevering blev for svag tilbage mod Ter Stegen. Fekir opsnappede kuglen, men blev tacklet af Ter Stegen. Selvom Betis-spilleren var hurtigt oppe, nåede Ronald Araujo tilbage og tackle bolden til hjørnespark.

To minutter senere lå bolden så bag Claudi Bravo i Betis-målet, da Sergi Roberto drev bolden frem og smed den ud til Raphinha, som med et elegant vip fandt Pedri inde i feltet. Pedri havde taget turen ind i feltet og fik prikket bolden forbi Bravo, men på gentagelsen viste det sig, da det yderste af Raphinhas støvle var kommet for langt frem og så blev målet underkendt. Selvom Betis ikke kom med det store i første halvleg, så fik de en kæmpe chance efter en halv time, da et hjørnespark landede for panden af German Pezzella, som headede til den, men Ter Stegen reddede med en lynhurtig refleks. Betis øgede presset i disse minutter og fik en ny, stor chance, men denne gang kom Roberto til undsætning ved bagerste stolpe.

Med fem minutter til pausen gik den ikke længere for Betis, da Pedri sendte bolden op til Dembélé. Franskmanden kom forbi sin direkte modstander og spillede bolden ind i feltet til Lewandowski, som trykkede af, men bolden blev blokeret af en Betis-fod. Heldigvis for polakken landede bolden foran ham igen og så kunne han sikkert sparke den i mål og så stod der 0-1 på måltavlen i Riyadh i Saudi Arabien. Lige inden pausen var Betis dog tæt på at udligne, da de fik to pæne skudmuligheder. Specielt forsøget fra Luiz Henrique var af god kvalitet, men igen dukkede Ter Stegen op og fik reddet på fremragende vis.

Tre minutter inde i anden halvleg modtog Alba bolden ude i sin venstre side og spillede den fladt ind til Lewandowski, som var helt alene og bare skulle sætte en inderside på og få bolden forbi Bravo, men polakken fik slet ikke ramt bolden ordentligt - heller ej Roberto, der kom stormende lige efter. Efter 57 minutter viste De Jong mangel på koncentration, da han smed en let aflevering til Pedri væk. Henrique samlede den op og kom ind i feltet forbi Koundé, men Barcas forsvarsspiller kom tilbage og fik blokeret indlægget til hjørnespark, som Betis ikke fik noget ud af.

Efter en time foretog Xavi to ændringer: Busquets og Ferran Torres kom på banen for De Jong og Dembélé. Franskmanden havde spillet en god første halvleg mens De Jong ikke rigtig fungerede inde i midten. At sende bolden videre var til dels ikke problemet, men han havde svært ved at hjælpe defensiven med at lukke ned for Betis. Sergio Busquets kom ind til sin kamp nummer 700 i Barca-trøjen. Real Betis kom bedre med i kampen og fik presset Barca tilbage på egen banehalvldel, da Barca tydeligt var bange for at miste føringen og ikke rigtig havde den spillemæssige kvalitet til at kvæle Betis, som er gode på bolden. Med et kvarter igen fik Barca dog en sjælden chance i anden halvleg, da Raphinha kom forbi sin modstander og bare skulle smide en fladt bold ind i feltet til en totalt fri Ferran Torres, men af uforståelige årsager valgte Raphinha ikke at aflevere bolden ind med højre, og skulle i stedet have bolden over til sin venstre fod, og så lå hans aflevering i handskerne på Claudio Bravo.

På det efterfølgende Betis-angreb erobrede Barca bolden, men så smed Ferran Torres bolden væk og det resulterede i en udligning, da hele Barcas forsvar blev sat af før Fekir smækkede bolden i mål til 1-1 hvilket var ganske fortjent. Barca havde slet ingenting at komme med, de havde mistet kontrollen over kampen og manglede både en spiller til at tage temperaturen på kampen og få ro på, og en spiller, som på egen hånd kan skabe noget. Med 10 minutter igen troede Lewandowski, at han var på vej mod en matchvinderrolle, da han bankede bolden i mål inde i feltet. Barca-spillerne brød ud i en kæmpe jubel bare for at se VAR gå ind og annullere målet, da Ferran Torres tydeligt var offside i opspillet. 1-1 og kampen var helt åben igen.

Med fem minutter igen var Miranda tæt på at score for Betis, da han løb en clearing op og huggede til bolden, men igen tog Ter Stegen stærkt imod. Kort forinden var Christensen kommet på banen for Roberto og Alonso for Alba. Med tre minutter igen havde Raphinha spillet færdig, da han blev erstattet af Ansu Fati. Dommeren lagde seks minutter tillægstid til og to minutter inde fik Ansu Fati en stor chance, da han løb bag om Betis' forsvar og modtog en god bold, men hans ellers fine forsøg blev flot redder af Bravo. Hverken Betis eller Barca havde kvaliteten til at få scoret kampens tredje mål efter sidste fløjt i den ordinære spilletid og så var det tid til to gange 15 minutter hvilket bestemt ikke var glædeligt for Xavi, da han i forvejen har nogle trætte spillere.

Tre minutter inde i den forlængede spilletid kom forløsningen for Barca, da Alonso smed et frisparksindlæg ind i feltet. Bolden blev pandet væk af en Betis-spiller, men kun lige ud til kanten af feltet, hvor Ansu Fati med siden kom løbende mod bolden og overraskede alt og alle ved at dreje skarpt med kroppen og flugte bolden i mål med venstre. Et smukt mål af Ansu Fati. Og så hed den 1-2 i Riyadh. Kort efter målet havde Gavi spillet færdig og blev erstattet af Franck Kessié. Efter 100 minutter kunne Barca-spillerne ikke følge med - i hvert fald ikke Alonso. Henrique lavede en voldsom skudfinte, som slog Alonso helt ud af kurs. Og så kunne Henrique spille bandespil med sin holdkammerart og løbe ind i feltet, hvor Alonso kom for sent med. Henrique tog bolden til sig og smækkede den knaldhårdt ind i feltet, men Moron fik fornemt bolden under kontrol og smart sparkede han den i målet med hælen og så stod der 2-2.

Med to minutter tilbage af den forlængede spilletid bremsede Guardado en omstilling fra Barca på midtbanen og modtog sit andet gule kort og så måtte Betis spille kampen færdig med 10 mand. Barca nåede dog ingenting på de to minutter og så var det tid til straffesparkskonkurrence - præcis som i gårsdagens semifinale mellem Real Madrid og Valencia.

Straffesparkskonkurrence
Willian José (Betis): Mål 1-0
Lewandowski (Barca): Mål 1-1
Loren (Betis): Mål 2-1
Kessié (Barca): Mål 2-2
Juanmi (Barca): Brændt 2-2
Ansu Fati (Barca): Mål 2-3
Carvalho (Betis): Brændt 2-3
Pedri (Barca): Mål 2-4
Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Super Cup: Real Betis 2-2 FC Barcelona (2-4)

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder