Flere og flere i fodboldens verden har fået øje på den unge Sergi Samper, som for nyligt startede inde i opgøret mod Huesca i Copa del Rey. Det var kamp nummer to på førsteholdet for den blot 19-årige spiller, som for få måneder siden fik sin debut på førsteholdet i Champions League.
Da APOEL Nicosia gæstede Camp Nou i Champions League i september måned startede Sergi Samper på banen og dermed blev han den første spiller nogensinde i klubbens historie til at spille for samtlige hold i Barcelona. Han blev nemlig knyttet til klubben som bare 6-årig og har siden taget spring for spring og er nu en fast del af B-holdet, hvor han har spillet i to sæsoner.
Udover at spille for klubben har han også repræsenteret Spanien adskillige gange. Han har spillet fra U16 til U21 hvor han sammenlagt har spillet 21 kampe og scoret to gange. Han har altid set op til Iniesta og Xavi men har på det seneste nærstuderet Sergio Busquets, som med tiden er blevet et stort idol for den unge midtbanemand.
- Jeg har haft tilbud fra andre klubber, bl.a. i sommers, men Barcelona fortalte mig, at de havde stor tro på mine kvaliteter og at de ønskede mig i klubben. Jeg er meget glad for min beslutning om at blive.
- Jeg var slet ikke nervøs for at starte inde i kampen mod Huesca. Gennem hele mit liv har jeg spillet i Barcelona og det var fuldstændigt naturligt for mig. Enrique fortalte mig, at jeg skulle spille mit eget spil og ikke forsøge at ændre på det, fortalte Samper efter pokalkampen.