Barcelonas superstjerne og familiefar, Lionel Messi, har endnu en gang åbnet op om sit privatliv som denne gang involverer Thiago - Barca-troldmandens ældste søn i flokken.
I et interview fra december måned som kun mediet, World Soccer, har publiceret, har Lionel Messi afsløret at æblet ikke falder langt fra stammen - i og med at sønnerne, Thiago og Mateo, begge lader til at gå i faderens spor, hvad angår passionen for fodbolden.
Thiago Messi er, ifølge faderens udsagn, begyndt at forstå fodboldspillet på et dybere plan.
- Thiago elsker alt ved fodbold. Han er virkelig fokuseret på alt som har relation til fodboldspillet, er Lionel Messi citeret for at sige til mediet, World Soccer.
Samtidig er Thiago begyndt at have de kritiske briller på, når faderens præstationer skal anmeldes, ifølge Barca-topscoreren.
- Jeg modtager kritik fra Thiago, uanset i hvilken turnering vi spiller. Han følger med i alt hvad vi laver.
- Min søn fortæller mig klart og tydeligt, når vi har været dårlige eller hvis der er områder som skal forbedres, sagde Messi.
Før var fodbolden aldrig et samtaleemne hos familien Messi, specielt ikke efter et nederlag. Ifølge Barca-stjernen er der dog sket ændringer på dette område.
- Tingene har ændret sig derhjemme. Det er altid svært at acceptere et nederlag og en dårlig præstation.