FC Barcelona bekræftede i går, at Malcom skifter til russiske Zenit. Det var startskuddet til en offensiv rettet mod Real Betis, hvor man nu går all in på forhandlingerne om at hente venstrebacken Junior Firpo til Catalonien. I kulissen arbejdes der stadig på Neymar.
Den catalanske ledelse fik hurtigt forhandlet en aftale hjem med Zenit om transferen af Zenit og planen var hele tiden, at når Malcom var skiftet, så ville man vende fokus mod Junior Firpo. Valverde har hele sommeren gjort det klart, at han ønsker en konkurrent til Jordi Alba - og det ventes han nu at få.
Junior Firpo fik for et par uger siden besked om, at vente på, at Barca ville røre på sig. Han har derfor haft tålmodighed og lagt de øvrige tilbud på standby indtil han hørte fra Barca. Det kommer til at ske nu og inden længe ventes det, at en aftale nærmer sig.
Junior Firpo har allerede godkendt at skifte til FC Barcelona, men som bekendt er det typisk transferbeløbet, der trækker ud. Barca ønsker at give så lidt som muligt, mens Real Betis vil forsøge at presse alle dråber ud af citronen. Prisen forventes at lande et sted mellem 25-35 millioner euro.