Antoine Griezmann har fået sig en ny position når han spiller i FC Barcelona. Her må han ud på kanterne for at vise sine kvaliteter frem, men på det fransk landshold har han mere frihed til at bevæge sig godt rundt i angrebet. Det fik han en god kamp ud af i går, da Frankrig mødte Island på udebane i EM-kvalifikationen.
Frankrig satte sig tungt på kampen mod et defensivt Island-mandskab, som dog også kom frem til sporadiske chancer. Skarpheden manglede hos Frankrig i de første 45 minutter, men det blev forbedret i anden halvleg, hvor chancerne blev større i takt med at Island blev mere trætte.
Efter lidt mere end en times spil blev Griezmann nedlagt i feltet og dommeren pegede på pletten. Olivier Giroud omsatte sikkert og sendte dermed Frankrig i front. Griezmann selv havde også et par udmærket chancer, men formåede ikke at passere Hannes Thor Halldorsson.
Til trods for nogle flotte driblinger, gode afleveringer og nærgående forsøg, kom Griezmann ikke på tavlen, men hans præstation som helhed var mere end godkendt og med sejren er Frankrig fortsat i toppen sammen med Tyrkiet, som snuppede en sen sejr mod Albanien efter et gigantisk drop i det albanske felt.
Clement Lenglet startede også inde for Frankrig og fik hele kampen i det centrale forsvar ved siden af Real Madrids Varane med Lucas Digne og Benjamin Pavard på siderne.