Annonce


Annonce

Annonce

La Liga: Real Betis 2-3 FC Barcelona

La Liga - 9. februar 2020




Der var mål. Flere mål. Og endnu flere mål. Og så var der gule kort og der var røde kort. Der var alt, hvad en god fodboldkamp skulle bruge, da Real Betis søndag aften tog imod FC Barcelona. De to hold blev mødt af en fuldstændig vanvittig stemning fra de fremmødte tilskuere, som fik noget for alle pengene, da Barca vandt kampen.

Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Semedo, Umtiti, Lenglet, Junior, De Jong, Busquets, Vidal, Roberto, Messi og Griezmann

57' Vidal Arthur
57' Junior Alba
89' Griezmann Rakitic

Mål
- 1-0 6' - Canales (Straffe)
- 1-1 9' - De Jong
- 2-1 26' - Fekir
- 2-2 45' - Busquets
- 2-3 72' - Lenglet




Kun fire minutter af kampen mod Real Betis skulle der gå før Barca kom i problemer. Et skud på mål blev blokeret af Lenglet, som havde armen uden for kroppen, og efter et tjek med VAR, blev der dømt straffespark, som Canales sikkert sparkede i mål til 1-0. En skidt start fra FC Barcelona på udebane, som man har set flere gange i denne sæson. En svær situation for Lenglet, som forsøger at gøre sig bred og som samtidig drejer hovedet for ikke at få bolden banket op i smasken, men som reglerne foreskriver, så er der straffespark. Her skulle Betis' angreb være blevet bremset tidligere.

Heldigvis for Barca fik Betis ikke lov til at blive alt for komfortable med føringen. Frenkie de Jong drev således bolden frem bare få minutter senere. Han fandt Messi, som tog et par træk mens han kiggede rundt for at se, hvem der stod fri, og imens tog De Jong et løb ind i feltet og med en forrygende aflevering fra Messi kunne De Jong sætte prikken over i'et med en perfekt tæmning for han smækkede bolden i mål til 1-1. Herefter fortsatte kampen i et frisk tempo, men hvor Barca klar spillede bedst med Frenkie de Jong som især sprudlede. Han lå nærmest og skiftede med Vidal om pladsen som spidsangriber; så når Vidal gik op, faldt De Jong ned på midten og omvendt. Efter et par af 20 minutter var Messi tæt på, da han stormede ind i feltet og modtog en god aflevering fra Griezmann. Messi forsøgte at vippe bolden forbi keeper Joel, men argentineren var presset fra alle vinkler og selv hvis Joel ikke fik lappen på, så stod der en mand klar inde på stregen.

Til trods for Barcas enorme overtag, så var historien præcis som mod Bilbao: Kynismen manglede og det blev naturligvis udnyttet, da Betis opsnappede bolden på midtbanen efter at Vidal ikke kunne kontrollere kuglen. Fekir blev sendt i dybden og med et virkelig flot skud smadrede han bolden fladt ned i hjørnet til 2-1. Umtiti var langsom og tung i situationen, så han kunne slet ikke følge med Fekir. Barca var klart bedst, men de var igen bagud - det er historien. Betis' andet mål tog nærmest pusten fra Barca, som mistede deres gode spil og begyndte at miste fatningen og kontrollen. Specielt Umtiti virkede malplaceret og lignede en mand, der trængte til sommerferie. Der var ikke meget guldstøv over Barca efterfølgende, men de fik skabt målet til 2-2, da Messi smækkede et frispark ind i boksen, hvor bolden sneg sig hele vejen hen til Busquets, som fik kontrolleret kuglen og sparket den ind til 2-2. Efter en gennemgang med VAR konkluderede dommeren, at der var mål og kort efter også pause.

Kort inde i anden halvleg var Messi tæt på at score, da Vidal løb i dybden og modtog bolden før han drejede rundt på en tallerken og sendte bolden tilbage til kanten af feltet, hvor Messi tog fat i den. Herfra forsøgte han sig, men Joel reddede flot og gav Barca et hjørnespark, som Junior fik fødderne i, men hans skud blev blokeret. Messi var tæt på igen med en halv time igen, da Roberto hoppede over en aflevering hvorefter bolden landede hos Messi. Han lavede en skudfinte og gik forbi én mand før han snød en anden mand ved at trække bolden over til højre og tage chancen, men Joel pillede ham igen. Argentineren forsøgte at gøre kunsten fra sidste sæson efter, da han modtog en aflevering tilbage i banen og forsøgte at nærmest vippe bolden over i det lange hjørne. Han ramte dog ikke bolden alt for godt denne gang.

Barca fortsatte med at sidde på kampen og i takt med at Betis blev mindre farlige, øgede Barca intensiteten oppe i front, men igen var det fra en helt anden spiller, at målet skulle komme fra. Efter mål fra De Jong og Busquets, var det pludselig Lenglet, som hoppede op og på fremragende vis headede han bolden over i det lange hjørne og så stod den 2-3 på måltavlen på Benito Villamarin. Det var i øvrigt Messis tredje assist i kampen. Kort efter kom en frustreret Fekir for sent i en tackling og så fik han gult kort. Det var han ikke tilfreds med og efter endnu mere brok modtog han dobbelt gult og så måtte han tidligt i bad og på den måde efterlod han sine holdkammerater i stikken. Bare to minutter senere var det så Lenglet, som dummede sig, da han virkede som en amatørspiller ved at hægte Joaquin for sent. Gult nummer to og så måtte begge hold spille med 10 mand og det var en åbning for Betis, som nu pludselig ikke var i undertal mere.

Der skete ikke mere i kampen selvom bolden skiftede ejermand og banehalvdel konstant i kampens afslutning mens Messi blev snydt for et klokkeklart straffespark, som end ikke VAR gad at kigge på, og Barca kunne således forlade Andalusien med tre point efter en hård kamp. Nu kan de se frem til en lille uge før næste kamp hjemme mod madrilenske Getafe. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


La Liga: Real Betis 2-3 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder