December 2018 kom det frem, at Gerard Piqué havde købt sig ind i fodboldklubben FC Andorra og dermed var han pludselig klubejer. Han har siden kæmpet hårdt for at skabe et solidt fundament startende med at ansætte den tidligere Barca-spiller Gabri som træner i klubben.
Gabri holdt dog ikke så længe, som han havde håbet. For et par måneder siden blev han fyret efter tre nederlag i træk og ingen sejre i syv kampe i træk. Det blev for meget for ledelsen og Piqué, som valgte at fyre Gabri. Nu taler han ud.
- Det var svært for mig at forstå beslutningen, som selvfølgelig kom fra Piqué. Først fik jeg det fortalt af bestyrelsen og derefter Piqué. Set med professionelle briller var jeg skuffet og irriteret, fortæller Gabri ifølge RAC1 og følger op:
- Jeg tabte tre kampe og de besluttede sig for at fyre mig. De fortalte mig, at de ikke troede på, at jeg kunne vende situationen og få holdet i playoffs, fortæller han videre før han forklarer, at man overordnet ikke havde været så dårlige, som den seneste stime ellers påpegede.