Real Madrids keeper Thibaut Courtois fik problemer med nærmest alle, da han i sidste uge i et online-interview meldte ud, at det ville være unfair, hvis La Liga skulle gå hen og kåre Barca som spansk mester hvis man valgte at afslutte ligaen nu uden at spille den færdig. Nu har belgieren igen fået taletid og denne gang retter han på sig selv.
La Liga sigter efter at afslutte sæsonen og lige nu ser det ud til, at man kan genstarte ligaen til juni, men endnu er intet helt sikkert, da man ikke kan spå om hvordan coronavirussen udvikler sig. Ikke desto mindre mente Courtois blot at Real Madrid kan overhale Barca hvis man spiller videre.
- Hvis det er besluttet, at Barca skal have titlen, så er det ikke fair. Vi spillede uafgjort med dem og slog dem i den næste kamp. Vi har vist, at vi er bedre end dem, kom det fra Courtois i sidste uge - men nu retter han:
- På intet tidspunkt sagde jeg, at Real Madrid skulle blive kåret som mester, åbnede han op i interviewet med Television Espanola og fortsatte:
- Hvis ligaen genoptages, så er vi i en bedre position uanset om vi tabte til Real Betis. Hvis vi skal ud og spille de 11 resterende kampe, så er jeg sikker på, at vi kan overhale Barca og vinde ligaen.
Real Madrid overhalede Barca og indtog førstepladsen, da madrilenerne slog catalanerne 2-0 på Bernabeu, men da Real Madrid ugen efter tabte til Betis mens Barca slog Real Sociedad, var Barca pludselig på førstepladsen igen og så kom coronavirussen ellers og lukkede ligaen ned.
På nuværende tidspunkt topper Barca La Liga og de har et forspring på to point. Det var netop dette, som mange mente, at Courtois ikke forstod i sin første udmelding om hvorvidt Barca skulle kåres som mester eller ej. Courtois hæftede sig ved, at Real Madrid havde været bedre end Barca rent indbyrdes - hvilket er korrekt - men i tabellen er madrilenerne fortsat to point bag Barca, så det indbyrdes regnskab har intet med afgørelsen at gøre. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder