Kampen i sig selv handlede kun om ære, da mesterskabet var afgjort, men Barca fik afsluttet godt, da man bankede Alavés med 5-0 i den sidste ligakamp. Kampen bød på flere positive nyheder og det er noget som spillerne kan bruge fremadrettet.
Messi slog sig fast som La Ligas klare topscorer, Semedo scorede sit første mål i sæsonen, i alt 18 forskellige spillere scorede i ligaen for Barca, Messi lagde op til 21 mål hvilket er ny rekord og Riqui Puig lagde op til Messi og Semedos mål og skrev dermed historie.
Den talentfulde midtbanespiller er således nu den yngste Barca-spiller (20 år og 341 dage) til at assistere to gange i samme La Liga-kamp siden 2011, da Thiago Alcantara på 20 år og 140 dage lagde op til to mål mod Villarreal. Thiago lagde op til Alexis Sánchez og Lionel Messi i endnu en 5-0-sejr.
Puig fik lov til at spille alle 90 minutter søndag mod Alavés i Vitoria og udover at assistere to gange, så spillede han en rigtig god kamp - blandt andet med et knaldhårdt skud på overliggeren kort inde i opgøret. Puig nåede op på i alt 11 ligakampe; fem gange som starter hvilket fortæller alt om, hvordan han lige nu æder sig ind på holdet.
Spørgsmålet bliver hvordan Bartomeu, den sportslige ledelse samt Quique Setién vælger at planlægge fremtiden for Puig. Der er ingen tvivl om, at han er klar til det næste skridt - men det skal komme højere oppe fra. På banen har Puig gjort sit for at få en endnu større mulighed på holdet. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder