Annonce


Annonce

Annonce

Copa del Rey: Rayo 1-2 FC Barcelona

Copa del Rey - 27. januar 2021




Barca var onsdag aften på jagt efter billetten til kvartfinalen i Copa del Rey, da de i Madrid skulle forsøge at overkomme Rayo. Barca dominerede bolden men kom bagud efter en times tid før Messi og De Jong fik vendt kampen på hovedet og sikrede sig billetten videre i turneringen.

Barcelonas startopstilling
Neto, Mingueza, Araujo, Lenglet, Junior, Riqui Puig, Busquets, De Jong, Messi, Griezmann og Trincao

68' Junior Alba
68' Puig Pedri
68' Trincao Dembélé
85' Griezmann Braithwaite

Mål
- 1-0 63' - Garcia
- 1-1 69' - Messi
- 1-2 80' - De Jong




Barca åbnede kampen klart bedst med et massivt boldovertag og en appel for straffespark få minutter inde i opgøret, da Messi sendte Trincao ind i feltet. Videodommeren afviste dog og kort tid efter blev Griezmann skubbet direkte i ryggen og alligevel blev der dømt frispark til Rayo. Franskmanden viste klar frustration over situationen, men fortsatte ufortrødent. Barca var tæt på føringen da Messi smækkede et indlæg ind i feltet til Araujo, men keeperen fik lige præcis lappen på og returbolden overraskede De Jong således at han ikke fik den under kontrol og i stedet trillede bolden til målspark.

Med 20 minutter spillet var Frenkie de Jong utrolig tæt på en scoring, da han i glidende stil fik vippet Junior Firpos flade indlæg over keeperen - men overliggeren tog imod og inden at Messi kunne sparke returen i mål, kom keeperen ham i forkøbet og holdt fast i kuglen. Med 10 minutter igen skulle Barca have kommet i front, da Trincao drev bolden ind i feltet og havde en fri Messi midt for mål, men portugiseren tog chancen og skød selv, som keeperen halvklarede. Returen faldt ud til Puig, som også trykkede af, men bolden blev rettet af og gik af på stolpen. Tilbage stod en frustreret Messi, som gerne ville have haft bolden fra Trincao i første omgang. Lige inden pausen skulle Barca have haft et straffespark, da Trincao igen kom foran sin mand, men denne gang fik Trincao trukket bolden til side i takt med at han blev nedlagt. Igen afviste dommeren.

Barca og Rayo gik derfor til pause med 0-0 efter 45 minutter på Vallecas. Få minutter inde i anden halvleg var Trincao igen på jagt, da han driblede rundt tæt på feltet og blev nedlagt. Frispark på kanten af feltet, som Messi tog sig af, men også han måtte se bolden ramme overliggeren. Det var tredje gang i kampen, at træværket hjalp Rayo. Kort tid efter var det tæt på at gå galt for Rayo igen, da Frenkie de Jong blev nedlagt på kanten af feltet mens Junior Firpo spillede Messi fri inde i feltet, men der blev dømt for offside og Frenkie de Jong fik ikke noget frispark til stor frustration fra Koeman, som fik et gult kort for at brokke sig fra sidelinjen.

Efter en times spil gik den ikke længere - for Barca! Catalanerne var uhyre uskarpe og Rayo var bestemt ikke slået ud. De kom også frem til flere skudmuligheder og denne gang blev Lenglet sat totalt af mens Junior Firpo slet ikke var på sin plads. Det resulterede i et skud på mål, som Neto ikke kunne holde og returen sendte Garcia i mål til 1-0. En kæmpe spand kold vand i hovedet på Barca, som da heller ikke havde spillet nogen god kamp. De havde ramt træværket et par gange og var klart tættest på, men spillemæssigt var de langt fra forrygende. Barca udlignede kort tid efter, da Messi smækkede bolden ind i feltet til De Jong, som fik bolden i mål, men korrekt blev det annulleret for offside.

Koeman reagerede hurtigt ved at sende hele tre mand på banen. Alba, Dembélé og Pedro kom ind mens Puig, Trincao og Junior udgik. Riqui Puig havde ikke spillet nogen stor kamp selvom han var tæt på at åbne kampen med sit stolpeskud. Trincao havde vist prøver på sine kvaliteter, men manglede den afgørende kvalitet - specielt da han havde Messi fri til at sparke bolden i mål. Junior Firpo skuffede igen - der kom absolut intet fra ham og flere gange så man Messi ignorere afleveringsmuligheden og i stedet søge et andet sted hen. Reaktionen kom prompte, da Messi udlignede to minutter senere. Her blev Griezmann sendt i dybden af De Jong og franskmanden fandt en nøgen Messi tæt under mål, som let satte bolden i nettet til 1-1.

Med 10 minutter igen kom den store forløsning, da Messi sendte bolden ned i dybden til Alba, som med en utrolig flot aflevering fandt De Jong, som igen havde taget et godt løb ind i feltet. Hollænderen satte foden på og scorede til 1-2 og så var Barca ovenpå og på vej videre til kvartfinalen. Med fem minutter igen blev Griezmann pillet ud og Braithwaite fik den sidste tid i kampen. I overtiden skulle Messi have scoret igen, da han kom helt ind i det lille felt efter at have afdriblet keeperen og en modstander før han sparkede i sidenettet. Der skete ikke mere i kampen og dermed fik Barca hentet sejren i sin ottende udekamp i træk og med det er man videre til kvartfinalen. Nu venter årets første hjemmekamp endelig når Bilbao gæster Camp Nou på søndag. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Copa del Rey: Rayo 1-2 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder