I morgen aften skal Barca for tredje gang i træk til Andalusien, hvor de denne gang møder Sevilla i Copa del Reys semifinale. Efter en kvartfinale mod Granada og en ligakamp mod Real Betis, er det nu tid til at skabe et godt udgangspunkt mod Sevilla i pokalturneringen.
Hidtil har Copa del Rey-kampene været over én kamp, men i semifinalen spiller man både ude og hjemme og her indleder Barca altså på udebane i morgen aften mod Sevilla. Det spanske fodboldforbund har bekræftet, at Mateu Lahoz passer fløjten i den kamp. Ude i VAR-rummet skal han samarbejde med Ignacio Iglesias Villanueva.
Senest han passede fløjten i en Barca-kamp vandt catalanerne 2-1 hjemme mod Athletic Bilbao og før det blev det 4-0 mod Osasuna. Desuden passede han også fløjten i 0-1-sejren ude mod Valladolid og 2-0-nederlaget til Real Madrid for et år siden.
Sidst han blev udvalgt som dommer til en kamp mellem Barca og Sevilla var på Camp Nou den 6. oktober 2019, hvor Barca vandt 4-0. Her uddelte han intet mindre end to røde kort og otte gule kort. Episoden vækker nok minder, da det var Ronald Araujo, som fik direkte rødt kort i sin Barca-debut et kvarter efter han var blevet skiftet ind. I kølvandet på den beslutning, som Barca-spillerne bestemt ikke var enig i, fik Dembélé også et rødt kort.