Barca havde hentet gode resultater op til kampen mod Sevilla i Copa del Reys semifinale, hvor man dog leverede en trist indsats og igen ikke havde styr på forsvaret. 2-0 blev det til på Sanchez Pizjuan og man måtte derfor samle sig selv op mod Alavés i ligaen få dage senere.
Det gjorde man med en fin kamp og en sejr på 5-1 hvilket umiddelbart var den perfekte optakt til kampen mod PSG, men her kom kvaliteterne virkelig til syne: Barca kunne intet stille op mod PSG, som var farlig i nærmest alle angreb ned mod Ter Stegens mål. At PSG vandt 4-1 var bestemt fortjent og derfor ser det ud til at Barca igen-igen må gå tomhændet fra Champions League.
Undervejs i kampen var specielt Piqué i sit es, da han flere gange forsøgte at motivere sine medspillere, men da kampen blev fløjtet af var der 'dødstille' ifølge informationer, som Sport har modtaget. Hele vejen ind til omklædningsrummet var det nogle triste Barca-spillere som kiggede ned i jorden i ren skuffelse og det var en ekstremt kortfattet Koeman, da han foran spillerne talte efter kampen.
Her gav han desuden hele truppen to dages fri hvorfor der ingen træning har været både onsdag og torsdag og det har været godt for spillerne, som har koblet af og været væk fra rampelyset ovenpå det skuffende nederlag. En spiller som Griezmann udnyttede muligheden til at rejse hjem til sin familie i Frankrig.