Leeds United har gjort sig meget bemærket på det seneste med nogle seværdige kampe og deres generelle flotte spil under Marcelo Bielsa. Hvad mange dog ikke ved er, at Barcas lynhurtige franskmand Ousmane Dembélé faktisk er stor Leeds-fan.
Leeds' offensive spiller Patrick Bamford fortæller en historie til klubbens officielle podcast, hvor franske Illan Meslier pludselig bad om Bamfords trøje - til Dembélé.
- Efter kampen mod Fulham kom Meslier hen til mig og sagde 'Jeg skal bruge din trøje'. Jeg sagde 'Selvfølgelig. Til hvem?' hvorefter han svarede 'Dembélé'. Jeg svarede retur med 'Vent, hvem?' hvortil han reagerede med 'Ham fra Barcelona'.
- 'Vent. Vil han have min trøje?' Meslier svarede tilbage med 'Ja, han vil have din og Kalvin (Phillips) trøje fordi han er stor Leeds-fan og ser alle klubbens kampe, fortæller Bamford i podcasten.
- Jeg svarede tilbage med 'Okay, men så skal du også skaffe hans trøje til mig'. Et par dage efter FaceTimede han mig og holdt en Barca-trøje op med teksten 'Til min bror, Bamford, fra Dembélé'.