Vi er lige nu midt i en landsholdspause, hvilket er den sidste inden det udskudte EM til sommer. I næste uge er det april, hvor spillerne vender tilbage til deres klub, og alle klubberne forbereder sig derfor på de sidste og afgørende måneder af sæsonen. Men også nu er forberedelserne til næste sæson i gang, og dagligt kommer der nye rygter frem mod sommerens transfervindue.
I dag er heller ikke en undtagelse. FC Barcelona er angiveligt tæt på at lande aftaler med Eric García, Memphis Depay og Georginio Wijnaldum – alle kan hentes gratis. Nu skulle både franske og italienske medier mene, at catalanerne bestræber sig på at hente en eller flere midtbanespillere. Denne gang er der snak om Fabián Ruiz fra Napoli og Adrien Rabiot fra Juventus.
Adrien Rabiot har før været en spiller på Barcas ønskeliste. Tilbage i 2019 var det ikke langt fra, men købet af Frenkie De Jong gjorde, at Rabiots lejr ikke var helt tryg ved et skifte. Han endte derfor i Juventus, hvor han i sin anden sæson har været en rimelig fast del af Juventus’ startopstilling. Det er blevet til 35 kampe med tre mål til følge. Også Manchester City og Everton er interesseret i franskmanden.
Kampen om Fabián Ruiz er til gengæld en rendyrket spansk duel. Den 24-årige spanske tekniker har siden 2018 boltret sig i Napoli, men nu skulle han være klar til at vende tilbage til den spanske liga. Lige nu er det de tre tophold, FC Barcelona, Real Madrid og Atletico Madrid, der er på jagt efter ham. Den tidligere Betis-spillers markedsværdi steg til 60 millioner euro efter hans fantastiske præstation til u21 EM i 2019 og ligger lige nu ifølge transfermarkt på 44 millioner euro.
Om FC Barcelona reelt set er interesseret i disse to spillere er stadigvæk meget uklart. Hvis man henter Wijnaldum, vil midtbanen være godt fyldt op med spillere, og det ville derfor ikke virke så gennemtænkt at kaste sig ind i jagten på de to midtbanespillere, omend de er rigtig spændende. Det ville i hvert fald kræve et salg eller to, før dette kunne blive en realitet. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder