Joan Laporta har varslet store ændringer i den nære fremtid og en af disse omhandler ifølge avisen Sport Sergi Roberto. Klubben ser ham ikke længere som urørlig og efter en skuffende sæson med med planer om at styrke holdet, er han sat på transferlisten.
Barca står nemlig i den situation, at Roberto har et enkelt år tilbage af sin kontrakt og derfor skal man vurdere om man vil investere i en ny kontrakt eller sælge ham denne sommer, så man kan få lidt penge ud af et salg. Beslutningen skulle være, at man sælger ham og ifølge selvsamme avis er Roberto en af de første til at blive solgt denne sommer.
Det kræver dog at der er interesserede klubber hvilket der ikke har været rygter om på noget som helst tidspunkt. Roberto er en alsidig spiller, som kan spille flere positioner og det gavner kun - til gengæld har han været en skuffelse på Barcas højreback og på midtbanen har Ronald Koeman sine favoritter, hvor Roberto slet ikke indgår.
Med sin skuffende sæson og med ét år tilbage af sin kontrakt ser det altså ud til, at Sergi Roberto, som er en af klubbens kaptajner, må se sig om efter en ny klub. Det vides endnu ikke om han drømmer om at prøve et andet land og en helt anden fodboldkultur eller om han ønsker at blive i Spanien.
Når Barca har spillet sæsonen færdig mod Eibar begynder Laporta at træffe beslutningerne og tage en snak med de spillere, der forventes at blive solgt.