Spanien spillede lørdag eftermiddag kvartfinale ved OL mod Elfenbenskysten og det var meget tæt på, at spanierne blev sendt ud i overtiden. De klarede dog opgaven og endte med at vinde 5-2 efter forlænget spilletid. Mingueza, Garcia og Pedri fik alle spilletid.
Spanien kom dårligt fra land, da Eric Bailly sendte Elfenbenskysten i front efter bare 10 minutter efter et hjørnespark, men efter en halv time bragte Dani Olmo balance i regnskabet med sin scoring til 1-1 efter en fejl i Elfenbenskystens forsvar. Spanien sad mest på bolden men der var chancer i begge ender og det kunne have endt med langt flere mål i de efterfølgende minutter, men man skulle helt hen til overtiden før der kom drama.
I det 91. minut scorede Max-Alain Gradel for Elfenbenskysten og så troede de, at de var videre til semifinalen. Men i det 93. minut udlignede Rafa Mir, som endte med at snuppe en stor hovedrolle. Med 2-2 i ordinær spilletid var det tid til forlænget spilletid og her var Spanien klasser bedre.
Mikel Oyarzabal scorede fra pletten i det 98. minut før Rafa Mir med to mål i det 117. og 121. minut fik et hattrick og sørgede for at Spanien vandt hele 5-2. De var altså tæt på at ryge ud i ordinær spilletid men endte med at vinde med hele tre mål.
Pedri fik 102 minutter på banen mens Oscar Mingueza måtte udgå efter bare 10 minutter med sin anden skade under OL - umiddelbart er der tale om at den samme skade er brudt ud igen. Eric Garcia spillede hele kampen.
Spanien møder i semifinalen vinderen af Japan og New Zealand. I den anden semifinalen er det Syd Korea eller Mexico som møder Brasilien eller Egypten. Alle kvartfinaler spilles i dag - og de to af dem er i gang i skrivende stund. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder