Annonce


Annonce

Annonce

Træningskamp: RB Salzburg 2-1 FC Barcelona

Nyheder - 4. august 2021




Barca mødte onsdag aften RB Salzburg i Østrig og det blev en kamp til glemmebogen. I hvert fald spillemæssigt. Det var først med små 20 minutter igen at Barca kom bedre med, men ellers blev catalanerne presset tilbage i banen og kunne og burde have været bagud med flere end et enkelt mål ved pausen, men Salzburg var ikke skarpe foran kassen og med et heldigt mål fra Braithwaite sluttede Barcas fjerde træningskamp denne sommer med 1-1.

Barcelonas startopstilling
Neto, Dest, Araujo, Lenglet, Alba, De Jong, Busquets, Nico, Gavi, Memphis og Griezmann

Mål
- 1-0 43' - Sucic
- 1-1 83' - Braithwaite
- 2-1 90' - Aaronson




Barcas fjerde træningskamp var samtidig den sværeste indtil videre. RB Salzburg er klat bedre end Nastic, Girona og Stuttgart og det kunne i den grad mærkes. Barca blev langt mere udfordret i løbet af kampen og indledningen af opgøret sad hjemmeholdet på. De pressede hurtigt Barca tilbage i banen og havde helt klart talt om, at Barca-spillerne ikke skulle have ro på bolden.

Salzburg indledte med et par skudmuligheder, men gassen gik også en smule af ballonen, da Barca begyndte at røre på sig og komme en smule bedre med. I første halvleg blev det aldrig godt fra Barca, som burde have været bagude med 2-0 uden at det ville have været ufortjent. Salzburg fik nemlig to gigantiske chancer. Den første blev forårsaget af en håbløs aflevering af Jordi Alba, som endte med at Okafor egentlig bare skulle sparke bolden i det tomme mål, da Albas aflevering sendte Neto ud af kurs. I stedet kanonerede Okafor bolden over mål.

Herefter fik Memphis Depay en stor chance, da han flot drejede af på sin modspiller, som dog holdt godt fast i hollænderen mens hans drejede bolden tæt forbi målet. Det var Barcas største chance udover to fine muligheder til Araujo og Lenglet på hovedstød. Men med fem minutter til pausen gik det igen galt i det vaklende Barca-forsvar, da Okafor igen placerede sig perfekt midt i feltet og fik bolden alene foran Neto, men denne gang sparkede han fladt forbi mål i stor ærgrelse.

Barca havde nærmest ingen ære af første halvleg og det var specielt forsvaret, der havde store problemer mens midtbanen alt for let blev spillet lige igennem. Derfor fik angrebet da heller ikke nok at arbejde med og lige inden pausen fik Salzburg deres helt fortjente mål, da Sucic tog chancen fra distancen med et super-hug, som sad helt oppe i målhjørnet. Bolden blev rettet af undervejs og snød Neto, som stod forstenet inde på stregen. 1-0 til Salzburg ved pausen - og det var en føring der var for lille. For lige inden pause fløjt slog Salzburg kontra, hvor kun en flot aktion fra Araujo sørgede for at Barca kun var nede med en enkelt.

Barca kom ud til anden halvleg i samme stil og blev nærmest jordet fra start. To fejlafleveringer blev de presset ud i inden for 30 sekunder og da Salzburg forsøgte med den gyldne aflevering ind i feltet, tog De Jong sig en kæmpe blunder, da han gav signal til at Neto let kunne komme ud og samle bolden op, men De Jong havde ikke set, at han havde en modstander i nakken som lige præcis kom ind og snuppede bolden og kun en heroisk indsats fra Ronald Araujo reddede Barca. Uruguayaneren havde været en mur i forsvaret mens Lenglet, Alba og Dest havde været helt ved siden af sig selv. I den ligning kan også De Jong og Busquets nævnes - de havde det svært under Salzburgs pres.

Efter en times spil var billedet totalt det samme: Salzburg var bedre på alle parametre og rundbarberede gang på gang Barcas forsvar. Hver gang man fik bolden forsøgte man sig med den hurtige aflevering, som lynhurtigt blev opsnappet. Der manglede helt klart ledere på Barcas hold til at tage temperaturen og skabe ro, men der stod kun 1-0 og Salzburg havde trods alt svært ved at få sendt bolden i mål hvilket var til Barcas fordel. Spillemæssigt havde det dog været en katastrofe for Barca.

Efter 64 minutters spil foretog Koeman som ventet en håndfuld ændringer. Busquets, Nico, Alba og Araujo blev pillet ud og ind kom Roberto, Braithwaite, Baldé og Comas. Efter indskiftningerne kom der tydeligvis mere ro på Barcas spil og man fik etableret et par angreb, der dog aldrig rigtig blev til noget. Med lidt over et kvarter igen foretog Koeman flere ændringer, da Gavi, Griezmann og Lenglet udgik til fordel for Puig, Demir og Umtiti. Specielt Lenglet havde været ramt af Salzburgs hurtige og bevægelige spil, som han aldrig formåede at lukke ned for.

Da Salzburg aldrig fik udnyttet deres store muligheder, så skete det der typisk sker: Modstanderen scorer - og det var ingen andre end Martin Braithwaite, der heldigt fik bolden i mål, efter at et skud ellers blev blokeret, men bolden hoppede ind på Braithwaite og i mål til 1-1. I kampens slutning fik Salzburg sparket bolden i mål og sikrede sig sejren på 2-1 hvilket bestemt ikke var ufortjent set over hele kampen. Bolden blev ellers hamret direkte på stolpen men faldt ud til Aaronson, som sikkert sparkede den i det tomme net. Nu rejser Barca hjem og så har de et par dage før de søndag aften tager imod Juventus i Gamper-kampen. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Træningskamp: RB Salzburg 2-1 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder