Annonce

Annonce

Annonce

Følg med på Facebook

La Liga: FC Barcelona 4-2 Real Sociedad

La Liga - 15. august 2021




La Liga: FC Barcelona 4-2 Real Sociedad

© Getty Images


Søndag aften var Barca på banen foran mere end 20.000 tilskuere for første gang i 526 dage på Camp Nou. Den første time var utrolig god og man havde en solid føring på 3-0. Men mod kampens slutning kom Real Sociedad tilbage med to hurtige mål og fik skabt spænding i kampens afsluttende fase. Det hjalp dog ikke - Barca snuppede sejren på 4-2 efter et sent mål af Roberto på oplæg af Braithwaite.

Barcelonas startopstilling
Neto, Dest, Piqué, Garcia, Alba, De Jong, Busquets, Pedri, Griezmann, Braithwaite og Memphis

71' Dest Emerson
71' De Jong Roberto
83' Busquets Nico
83' Garcia Araujo
90' Memphis Lenglet

Mål
- 1-0 19' - Piqué
- 2-0 45' - Braithwaite
- 3-0 59' - Braithwaite
- 3-1 82' - Lobete
- 3-2 85' - Oyarzabal
- 4-2 90+1' - Roberto




For første gang siden 2003 skulle Barca spille en fodboldkamp uden at Lionel Messi er en del af klubben. Det faktum havde Barca tydeligvis ikke tænkt sig at sove på, og i stedet gik de benhårdt til værks over for Real Sociedad, der blev trykket langt tilbage i banen fra første fløjt. Der var bevægelse, vilje og tydelig motivation til at sejre. Memphis Depay viste prøver på sit talent, De Jong viste karakter på midten og Braithwaite var konstant udfordrende. Selvom der ikke kom et åbningsmål tidlig i kampen, så var det tæt på i to omgange af Antoine Griezmann.

Begge gange var det efter et hjørnespark, hvor han i første omgang forsøgte sig med et akrobatisk forsøg og få minutter efter stod han klar ved forreste stolpe og pandede kuglen på overliggeren. Real Sociedad havde kun været over midten én gang efter et kvarter, og det vidnede om, at Barca havde taget fat i kuglen fra start med voldsomme 82% boldbesiddelse mod ellers boldsikre La Real. Til gengæld var der ingen mål hvilket baskerne kunne glæde sig over trods trykket fra Barca.

Barca fortsatte med det tunge pres mod baskerne og efter små 20 minutter gav det pote, da Memphis Depay smækkede et perfekt frispark ind i feltet til Gerard Piqué, der sikkert headede bolden i mål til 1-0 og kæmpe jubel på Camp Nou, hvor der i aftenens anledning var tilskuere til stede igen for første gang i 526 dage. Piqué jublede ved at kysse klublogoet og han har da også været manden at se op til i disse dage, da det netop var ham, som gik markant ned i løn så Barca kunne indskrive Memphis Depay og Eric Garcia. Målet til 2-0 var tæt på kort tid efter, da De Jong sendte en god bold ud til Braithwaite på venstre kanten og herfra valgte han første gang at spille bolden ind i det lille felt til Memphis, som også fik skudt på mål, men keeperen kom stærkt ud og fik lukket af.

Mod slutningen af første halvleg kom der lidt mere fra Real Sociedad selvom de aldrig fik testet Neto i Barca-målet. De kom dog oftere over midtbanen, men lige lidt hjalp det: Lige inden at dommeren kunne fløjte til pause fik Barca det utrolig vigtige mål til 2-0, da Frenkie de Jong med flot overblik sendte et indlæg mod bagerste stolpe, hvor Martin Braithwaite kom på kuglen og pandede den i kassen til stor jubelbrøl. Han fejrede målet med en sejrsdans og gejlede tilskuerne op og det var absolut en positiv måde at gå til pause på. Spillet havde været rigtig godt, bevægelsen var god og der var mål.

Barca lagde fint for land i anden halvleg, men blev mødt af et langt mere boldsikkert Sociedad-hold. Til gengæld var Barca i to omgange tæt på at snuppe føringen, da Griezmann først fik bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside på assistmageren De Jong. Få minutter senere var Alba så alene igennem, men han sparkede bolden på ydersiden af stolpen. Heldet var dog på Barcas side efter en time, da Memphis smukt lagde bolden i dybden til Alba, som forsøgte sig med et indlæg, men keeperen fik lappen på og bolden sprang ud til Martin Braithwaite, der sikkert smadrede bolden i mål til 3-0 og dermed havde fik han sat navn på to af Barcas tre mål.

Med 10 minutter igen skete der lidt. I takt med at tiden gik og Barca havde en solid føring, var det pludselig Barca, som var langt tilbage. Det havde de været i store perioder i anden halvleg, da Real Sociedad satsede mere på den offensive del af deres spil. Barcas defensiv tog for let på opgaven og en genial stikning fandt Julen Lobete, som Emerson ikke var vågen på og så kunne Lobete sikkert sparke læderet i nettet til 3-1. Det blev endnu værre for Barca, da Real Sociedad fik frispark i Oyarzabal-distance og han var sikkerheden selv, da han placerede kuglen helt oppe i målhjørnet og selvom Neto fik lappen på, så var det ikke nok. Tre minutter og to mål og så stod den 3-2 og kampen var pivåben igen.

Heldigvis for Barca fik man slået igen og lukket kampen i overtiden, da Martin Braithwaite tilføjede en assist til sin konto, med et flot løb og flot indlæg til indskiftede Sergi Roberto, der let prikkede bolden i mål til slutresultatet 4-2. Til trods for et par ukoncentrerede minutter, så havde Barca spillet en rigtig god åbningskamp.



Lynsøg Barca-nyheder





Ugens mest læste

Seneste nyheder