Annonce

Annonce

Annonce

Følg med på Facebook

La Liga: FC Barcelona 3-1 Valencia

La Liga - 17. oktober 2021




La Liga: FC Barcelona 3-1 Valencia

© Getty Images


Barca fik den værst tænkelige start på opgøret mod Valencia, da de efter bare fem minutter kom bagud. Til gengæld slog de stærkt igen og gik til pausen foran 2-1. I anden halvleg kom der en vigtig scoring fra Philippe Coutinho mens Sergio Agüero kom på banen til sin officielle debut.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Dest, Eric Garcia, Piqué, Jordi Alba, De Jong, Busquets, Gavi, Roberto, Memphis og Ansu Fati

59' Ansu Fati Coutinho
71' Gavi Nico
86' Dest Agüero

Mål
- 0-1 5' - Gaya
- 1-1 13' - Ansu Fati
- 2-1 41' - Memphis (Straffespark)
- 3-1 85' - Coutinho




Fem minutter. Så kort tid skulle der gå før Barca fik noget at tænke over. Et hjørnespark af Valencia blev egentlig clearet, men ude foran feltet stod José Gaya klar til at samle op og han kanonerede kuglen i kassen til en Los Che-føring og så var Barca for alvor kommet på prøve, men Ansu Fati ville det anderledes. 10 minutter senere brillerede han i venstre side, hvor han afleverede bolden ind til Memphis, der lagde bolden af til Ansu Fati, som havde fortsat sit løb og med et spark første gang sendte han bolden smukt i kassen uden for Cillessens rækkevidde. 1-1 efter bare 13 minutter.

Efter 20 minutters spil kom kampens første gule kort, da Gavi for anden gang på få minutter kom for sent i en tackling. Hans brokkeri ved synet af det gule kort hørte ingen steder hjemme og så var han ellers blevet sat på plads og måtte nu holde sig i skindet. Rent spillemæssigt kom Barca hurtigt ovenpå efter Valencias føringsmål og det var aldrig et Barca-hold, som blev trykket tilbage i banen. De holdt fint fast i bolden til trods for at det ikke var så længe af gangen, men følelsen var helt klart, at Barca var tættere på 2-1 end Valencia var det. Og sådan gik det også kort før pausen.

Barca kombinerede flot før bolden endte ude hos Alba, der med et forrygende overblik fandt Ansu Fati nærmest i det lille felt. Ansu modtog bolden, men i skudøjeblikket blev han nedlagt bagfra og dommeren pegede på pletten. Reglen om dobbeltstraf - straffespark og rødt kort - er udgået i Spanien og derfor fik Gaya kun et gult kort selvom han var sidste mand. Memphis Depay gik til bolden og kanonerede kuglen i kassen fra pletten til en pauseføring på 2-1.

Barca var uhyre tæt på at øge føringen kort inde i anden halvleg, da Ansu Fati kom på skudhold, men en stærk hånd af Cillessen afviste det unge talent. Kort tid efter var det Valencias tur til at komme tæt på, at Busquets og De Jong begge sov uden at følge Carlos Soler, som kom frem til bolden og trykkede af, men desværre for ham og Valencia ramte bolden stolpen. Efter en times spil blev Ansu Fati klappet af banen og ind kom Philippe Coutinho. Kampen bølgede meget frem og tilbage men man sad med fornemmelsen af, at Barca skulle bruge mindre effektivitet for at komme frem til noget farligt og det skete med få minutter igen, da Dest brillerede i højre side og med et genialt overblik sendte han bolden ind i feltet til Coutinho, der overraskende stod helt fri og onside. Brasilianeren tog bolden til sig og sparkede den i kassen til 3-1 og så brød jublen for alvor løs på Camp Nou.

Jublen fik lov at fortsætte, da Sergio Agüero i sekvensen efter kom på banen til sin officielle debut. Det var netop assistmageren Dest, der gik ud. Der skete ikke mere i opgøret og dermed hentede Barca tre meget vigtige point i en kamp, hvor de af og til ramte et flot spillemæssigt niveau. Næste kamp er onsdag mod Dynamo Kiev i Champions League - ligeledes på Camp Nou.



Lynsøg Barca-nyheder





Ugens mest læste

Seneste nyheder