Annonce

Annonce

Annonce

Følg med på Facebook

La Liga: Rayo Vallecano 1-0 FC Barcelona

La Liga - 27. oktober 2021




La Liga: Rayo Vallecano 1-0 FC Barcelona

© Getty Images


Barca spillede onsdag aften en kamp mod Rayo Vallecano, hvor catalanerne aldrig fik lagt værterne under pres. Undervejs brændte Memphis Depay et straffespark og generelt set havde Barca igen-igen svært ved at skabe noget og angribe med bolden. Rayo endte med at vinde 1-0 på et mål af Falcao efter en halv time.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Roberto, Piqué, Eric Garcia, Alba, Nico, Busquets, Coutinho, Dest, Agüero og Memphis

61' Roberto Demir
74' Coutinho Gavi
84' Nico L. De Jong

Mål
- 1-0 30' - Falcao




Der var på forhånd lagt op til en svær kamp for Barca, da Rayo forinden havde vundet alle sæsonens hjemmekampe mens Barca endnu havde en udesejr til gode. Og det startede da også som ventet: Rayo pressede højt i banen og frustrerede Barca, som selv med ro på bolden havde svært ved at gøre noget positivt med den. Der var plads på kanterne for Barca, men Dest havde utrolig svært ved at finde sig til rette mens Memphis atter engang slet ikke kom frem til noget. Han var konstant isoleret og det endte oftest med en aflevering i ingenmandsland eller en bold tilbage i banen.

Efter en halv time kom der jubel på Vallecas, da Busquets noget så utraditionelt sov i timen. Han modtog bolden og først der begyndte han at kigge op efter en medspiller. I mellem tiden blev bolden snuppet fra ham og Falcao blev sendt i dybden. Han havde Piqué løbende på siden, men en simpel skudfinte satte Piqué totalt ud af spil og så bankede Falcao ellers bolden i mål med hjælp fra stolpen. To ekstremt erfarne spillere, Busquets og Piqué, som alt andet end lige lignede to spillere, der var kørt trætte. Målet gav fansene på Vallecas mere liv, men Dest skulle have udlignet kort tid efter. Her blev en bold smækket ind i feltet af Memphis, hvor Dest kom først på den, men på utrolig vist formåede han at sparke langt over mål. Det samme var tilfældet senest mod Real Madrid og faktisk også mod Dynamo Kiev, hvor det dog var hovedet fra en god position, som svigtede.

Barca formåede aldrig at få et skud på mål i første halvleg selvom Rayo var oppe to gange og ramme inden for stolperne. I anden halvleg var Nico kort tid inde tæt på at udligne, da han tog et smukt løb på en god bold fra Alba. Nico lagde bolden perfekt til rette for sig selv og trykkede af, men bolden gik tæt forbi den ene opstander. Tæt på en time spillet gik Alba i græsset efter et uheldigt sammenstød, men heldigvis kunne han fortsætte kampen selvom han var i utrolig mange smerter. Sergio Agüero kom frem til to gode muligheder, hvor han specielt ved den første burde have ramt målet, men han kanonerede kuglen over kassen. Kort tid efter fik han sin afslutning blokeret. Herefter gik Roberto ud og ind kom unge Yusuf Demir mens Sergino Dest gik ned som højreback.

Med 20 minutter igen fik Barca en gylden chance for at komme tilbage i kampen, da Memphis klokkeklart blev nedlagt i feltet. Dommer Lahoz var ikke i tvivl og pegede på pletten. Memphis har ikke scoret i åbent spil siden august, og han har siden kun scoret på straffespark og han gik derfor selv til bolden, men brændte. Keeperen reddede flot og tog sig selv af returen. Straks foretog Koeman en ændring, da pivringe Coutinho forlod banen for Gavi. Coutinho var ikke kommet frem til noget, han havde alt for mange boldtabt og berøringer og han løb rundt med et gult kort og havde netop været nede i en tackling, så Koeman valgte altså at pille ham ud.

Med en håndfuld minutter igen skulle Agüero have været mere kynisk. En lang bold blev sparket op, hvor Agüero opsnappede den, men Rayo-spillerne stoppede med at spille da de mente, at Agüero var offside. Argentineren tog dog bolden videre ind i feltet og sparkede noget sølle på keeperen uden videre gejst. Det viste sig dog at der ikke var offside og dermed brændte han en kæmpe chance. I samme øjeblik blev Luuk de Jong sendt på banen for Nico.

I tillægstiden, som i øvrigt var otte minutter på grund af situationen omkring Alba, var det tættere på 2-0 end 1-1, da Rayo konstant kørte kontra mod det langsomme og uorganiserede Barca-hold. Luuk de Jong havde et vip mod mål langt ude fra, men bolden landede oven i målet. Agüero havde et hovedstød i sidenettet efter et godt træk af Dest, men i mål gik bolden ikke. I sidste sekund fik Gavi en kæmpe chance, da han helt alene midt inde i feltet modtog bolden, men han sparkede den ned i jorden så den gik over målet. Der skete ikke mere i kampen og dermed tabte Barca endnu engang og det store spørgsmål forbliver stort: Får Ronald Koeman lov til at fortsætte? Fansene viste deres vrede i søndags efter El Clásico og med endnu et nederlag brænder sædet nærmest under hollænderen.



Lynsøg Barca-nyheder





Ugens mest læste

Seneste nyheder