Corona raser igen i Europa og efter Omikron-varianten først tog sit indtog i blandt andet Danmark og England med mange aflyste kampe til følge, har den nye og smitsomme variant også fået godt fat i Spanien og La Liga. Stort set alle hold er ramt, men særligt slemt står det til i FC Barcelona forud for kampen mod Mallorca i aften.
10 spillere har raget virussen til sig, mens yderligere syv spillere er skadet. Disse høje tal blev Xavi forholdt i gårsdagens pressemøde, hvor han tydeligvis ikke var tilfreds med, at kampen bliver spillet.
- Vi er i en ekstrem situation. Vi har imellem 17-18, der sidder ude afhængig af Umtiti, som i dag (i går) modtog et negativt testsvar, men han har ikke trænet i en uge. Kampen skal suspenderes. Når vi spiller sådan en kamp på denne måde, bliver konkurrencen forvrænget. Det er vanvittigt, at vi skal spille sådan her.
Særligt frustreret var Xavi over den manglende logik. Han hæfter sig ved, at den udsatte kamp mod Sevilla i sin tid blev aflyst på grund af, at Sevilla havde tre sydamerikanere og Barca én, der ikke kunne nå hjem og være kampklar.
- Mallorca har også spurgt om det (suspendering af kampen, red.). Kampe er blevet suspenderet på grund af sydamerikanere. Man skal appellere til den sunde fornuft. Det er ikke en klage, det er bare realiteterne. Basketball-kampene er blevet aflyst, men vi vil spille, hvis ligaen tvinger os til det. Vi træner fint, men det er en kaotisk situation. Det er som det er, vi tager ud med intentionen om at konkurrere og vinde, siger Xavi afsluttende.