Ronald Araujo startede inde i gårsdagens pokalkamp mod Linares, men måtte udgå i pausen. I første omgang lignede det bare en taktisk ændring, da Xavi foretog hele tre ændringer i pausen, men efterfølgende kunne man se en forslået Araujo på bænken.
Her var det tydeligt at se, at det var armen, som det var galt med og nu melder flere medier - heriblandt Sport og Mundo Deportivo, at han måske er ude i op til flere måneder hvis de første undersøgelser af skaden holder stik. Han bliver tjekket igen i dag og herefter formodes det, at Barca melder ud omkring skadens omfang.
Det forlyder, at det er hånden, som Araujo kom til skade med, men det er endnu ikke bekræftet. Håbet er dog at det ikke er så slemt som først antaget, så det bliver en mindre pause, som uruguayaneren skal igennem.