Annonce

Annonce

Annonce

Følg med på Facebook

Champions League: Benfica 3-0 FC Barcelona

Champions League - 29. september 2021




Champions League: Benfica 3-0 FC Barcelona

© Getty Images


Barca spillede en rigtig god kamp mod Levante i weekenden, men så valgte Ronald Koeman at ændre på formation og opstilling til den svære udekamp mod Benfica, og det gav bagslag. Barca blev ydmyget i Portugal og fik én over nakken og er nu i fare for slet ikke at gå videre fra gruppespillet

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Piqué, Araujo, Eric, Dest, Roberto, De Jong, Busquets, Pedri, Luuk de Jong og Memphis

33' Piqué Gavi
68' Luuk de Jong Ansu Fati
68' Pedri Nico
68' Busquets Coutinho
89' Roberto Mingueza

Mål
- 1-0 3' - Nunez
- 2-0 69' - Silva
- 3-0 79' - Nunez (Straffespark)




Bum. Og så stod der 1-0 på tavlen. Bare få minutter inde i opgøret mistede Pedri bolden på midtbanen og straks blev bolden smidt ned bag Barcas forsvar, hvor Nunez løb den op. Han stod over for Eric Garcia, som havde sat håndbremsen i bund og ventede på Benfica-spillerens udfald. Et træk ind i banen og et hug mod den korte stolpe, hvor Ter Stegen ikke kom ned og så gik bolden i mål til 1-0 og Barca fik en rædselsfuld start på opgøret. Efter 10 minutter skulle der have stået 1-1, da De Jong fandt position i feltet og var alene med keeperen. Han valgte at spille den åbne chance endnu større ved at finde landsmanden Luuk de Jong, som egentlig bare skulle prikke bolden i kassen, men en Benfica-fod kom i vejen. Her var der alle muligheder for et mål.

Barca fik skabt adskillige muligheder men var alt for uskarpe foran mål. Memphis Depay var lukket langt ned og kom ikke frem til noget mens Luuk de Jong flere gange stod godt placeret i feltet, men slet ikke fik udnyttet situationerne. Efter en halv time blev Piqué pillet ud og Gavi kom ind. Intet tydede på en skade, men Piqué havde fået et gult kort så risikoen ville Koeman nok ikke tage. Barca fortsatte med at dominere bolden, men det var for sløvt og ineffektivt i samtlige situationer og catalanerne blev lukket godt af af de velspillende portugisere.

Barcas sløsede spil fortsatte i anden halvleg, da Ter Stegen totalt mistimede farten i en aflevering op af banen hvorfor han 40 meter ude blev rundet før Nunez skød på mål, men bolden gik heldigvis for den tyske keeper af på stolpen. Få minutter senere fik Barca en ny, stor chance, da Araujo pandede en bold på tværs inde i feltet, hvor Eric Garcia lige præcis ikke nåede frem og hvor Luuk de Jong mistimede sit indgreb ved bagerste stolpe. De var begge totalt blanke, men formåede altså ikke at prikke bolden i mål fra 1-2 meters afstand.

Benfica blev farligere og farligere på omstillingerne og Barca manglede noget gennemslagskraft til at bide sig igennem. Efter 68 minutter foretog Koeman tre udskiftninger, da Busquets, Pedri og Luuk de Jong gav plads til Nico, Coutinho og Ansu Fati. Minuttet efter kom forløsningen dog for Benfica, da Joao Mario alt for let spillede bandespil i Barcas felt og trykkede af, men skuddet blev reddet af Ter Stegen. Tyskeren gav dog en returbold, som sprang direkte ud til en totalt fri Silva, som let bankede bolden i mål til 2-0 og så var Barca i gang med det andet nederlag i gruppespillet med en målscore på 0-5.

10 minutter efter Benficas andet mål fik portugiserne en gylden mulighed, da Dest brugte armen inde i feltet og efter et kig på TV-skærmen dømte dommeren helt korrekt straffespark. Det tog Nunez sig af, og han var stensikker fra pletten og så stod den 3-0 til Benfica. Med to minutter igen fik Eric Garcia et rødt kort, da han valgte at holde begge sine arme om sin modstander og derefter holde ham tilbage. Det var gult kort nummer to og så måtte Barca slutte kampen af med bare 10 mand på banen. En sort aften for FC Barcelona, som endte med at tabe 3-0.

I den anden gruppekamp vandt Bayern München stensikkert over Dynamo Kiev og topper nu gruppen med seks point. Andenpladsen besidder Benfica med fire point, tredjepladsen sidder Dynamo Kiev på med ét point mens Barca fuldender gruppen i bunden med 0 point efter to kampe.



Lynsøg Barca-nyheder





Ugens mest læste

Seneste nyheder