Busquets har måske spillet sin sidste CL-kamp
Hans legendestatus kan man ikke tage fra ham og Xavi har igennem sine startopstillinger gjort et klart, at han fuldt og fast tror på sin tidligere holdkammerat, men måske spillede han sin sidste Champions League-kamp i går, da FC Barcelona fik smæk af Bayern München - endnu en gang.
visreklameligeher
Således fik Busquets et gult kort i løbet af kampen og dermed er han i karantæne til opgøret mod Viktoria Plzen, som er den sidste kamp i turneringen for Barca i denne omgang. I og med at Sergio Busquets har kontraktudløb til sommer, så kunne det meget vel have været hans sidste kamp i Champions League.
Busquets ønskede i sommers ikke at forlænge sin kontrakt, da han gerne vil kunne skifte gratis til sommer. Han føler, at han er i gang med sin sidste sæson i Barca og at han har fortjent friheden til selv at vælge klub ved kontraktudløb - altså at ingen klubber skal betale for at hente ham.
Taget Busquets' karriere i betragtning er det en utrolig ærgerlig måde at slutte af på hvis det skulle vise sig at være den sidste kamp i turneringen. Om ikke andet skal Barcas styrmand nu hjælpe holdet til succes i La Liga, Copa del Rey og Europa League.