26-årige Virgil van Dijk fra Southampton var et stort emne i sommerens transfervindue. Liverpool var ude efter ham og det gik så vidt, at Anfield-klubben til sidst måtte undskylde for samtlige misforståelser og samtidig indstillede man jagten på forsvarsspilleren.
Nu melder Mundo Deportivo og SPORT, at Barcelona kigger på hollænderen. Barcelona skal nemlig ud og investere i nye kræfter til sommer, da Javier Mascherano ventes at være i gang med sin sidste sæson i klubben og samtidig har Thomas Vermaelen ingen fremtid i Catalonien.
Van Dijk var tæt på at skifte væk fra Southampton i seneste transfervindue, men spekulationerne og interessen fra de forskellige klubber - heriblandt Liverpool og Manchester City - blev aldrig forvandlet til en lukket aftale og han er derfor fortsat at finde på St. Mary's Stadium.