Mange rygter har floreret omkring, hvilken målmand, man i Barcelona har villet hente, men nu kan der lægges låg på alle spekulationerne, der også har rygtet Diego Alves til Camp Nou.
Jasper Cillessen er nemlig den nyeste tilføjelse i FC Barcelona, og har gennemgået det obligatoriske lægetjek, hilst på klubpræsidenten, Bartomeu, vice-sportspræsidenten, Jordi Mestre, og Robert Fernández, blandt andre. Ligeledes er kontrakten blevet underskrevet, og han deltog i en åben fotosession klokken 11:30 dansk tid inde på Camp Nou..
Det bekræfter klubben på sin officielle hjemmeside, fcbarcelona.com.
Prisen for spilleren er 13 millioner euro plus to millioner i variabler, og hans frikøbsklausul er blevet sat til 60 millioner euro.
Spillerens præsentation finder sted i morgen, fredag, og han er formentligt også den spiller, man har tænkt sig skal være erstatning for Claudio Bravo, der i tirsdags landede i Manchester, for formentligt at skifte til den kongeblå del af byen, Manchester City.