Annonce


Annonce

Mest læste denne uge

Annonce

Super Cup: FC Barcelona 2-0 Osasuna

Spansk Supercup - 11. januar 2024




Der var en billet til Super Cup-finalen på spil, da FC Barcelona og Osasuna mødte hinanden torsdag aften. Barca var favoritter på forhånd og det erkendte Xavi inden kampen, men han ville have sine spillere til at vise, at de ville til finalen. Til trods for ihærdigt fight, så var det alt andet end sprudlende spil fra Barca-spillerne. Catalanerne bookede dog alligevel en billet til finalen.

FC Barcelonas startopstilling
Peña, Koundé, Araujo, Christensen, Baldé, Roberto, De Jong, Gündogan, Raphinha, Lewandowski og Ferran

42' Raphinha Yamal
61' Ferran Felix
61' Roberto Pedri

Mål
- 1-0 60' - Lewandowski
- 2-0 90+3' - Yamal

Der var atter engang tale om en kamp, hvor Barca på papiret var klare favoritter, men hvor de slet ikke fik vist det på banen. I hvert fald ikke i første halvleg, som var noget af en sovepude. Det var decideret pinligt spil, som Barca-spillerne kom op med. De så rigtig meget til bolden, da Osasuna frivilligt stillede sig tilbage for at forsvare eget mål, og selvom boldbesiddelsen i gennemsnittet lå omkring 75% til Barca, så var det Osasuna-fejl, som gav Barca chancer og ikke noget, som Barca selv kunne skabe.

Efter fem minutter var det tæt på ved en tilfældighed, da et hjørnespark blev servet ind i feltet og dumpede ned for fødderne af Christensen, der med en flot teknisk flugter sendte bolden afsted, men keeperen fik reddet. Inden der var gået 10 minutter var Osasuna tæt på, hvor Koundé kom ned som sidste skanse og fik reddet mens Ferran Torres lige efter egentlig bare skulle ramme målet, da keeperen var sat, men han sparkede fra kanten af feltet forbi mål. Osasuna var tæt på igen lige efter og det fortalte meget godt om to hold, der slet ikke har kvalitet i bagkæderne - og i front, for der kom altså ikke mål igennem chancerne.

Da uret havde rundet et kvarter viste Lewandowski sin uskarpe form, da Roberto fik bolden med efter en Osasuna-fejl, som Lewandowski selv var med til at fremtvinge. Roberto spillede bolden ud til Lewandowski, der havde målet og keeperen foran sig, men han kunne ikke udplacere Pamplona-manden, som fik reddet polakkens triste forsøg. 20 minutter inde kom der endeligt noget uforudsigeligt fra Barca, da Gündogan på frispark sparkede lige på selvom det helt sikkert var i en position, hvor han typisk ville lave et indlæg. Keeperen fik lige præcis skubbet bolden over målet og ud til hjørnespark. 10 minutter før pausen kom der så lidt drama, da Raphinha erobrede bolden på Osasunas banehalvdel og fik skubbet den forbi den sidste mand, som nedlagde ham. Dommeren og VAR vurderede dog at Raphinha ikke ville komme tilpas nok fri til at få en oplagt scoringsmulighed og derfor var der ikke rødt kort.

Fem minutter før pausen fik Osasuna så en gylden chance, da Lewandowski totalt sløset smed bolden væk hvilket satte gang i en omstilling. Budimir modtog bolden fra kanten og med ét kæk træk kom han overraskende forbi Araujo og ind til skudmulighed, men Iñaki Peña havde læst situationen rigtig godt og kom ud af sit mål og gjort vinklen så lille, at han fik reddet forsøget. Første halvleg sluttede trist for Barca, da Raphinha måtte udgå med en skade og ind kom Lamine Yamal, som dermed blev den yngste spiller i den spanske Super Cup.

Et kvarter inde i anden halvleg kom der endelig forløsning, da Barca ellers mistede bolden i deres angreb, men Christensen troppede op og bremsede Osasunas omstilling og fik vundet bolden, som resulterede i en flot aflevering fra Gündogan i dybden til Lewandowski, der trak over til sit højre ben og sendte bolden flot i mål til 1-0. Osasuna ville have frispark, men VAR mente ikke, at Christensen begik noget ulovligt og dermed fik målet lov til at stå. Ved samme dommerfløjt til målet blev Roberto og Ferran pillet ud for Pedri og Felix. Ferran Torres havde været en skygge af de få øjeblikke i Barca-trøjen, hvor han har leveret varen og han kunne hverken skabe noget eller afslutte noget mens Roberto havde knoklet rundt på den offensive midtbane, men led under den manglende kreativtet på holdet. Det blev til afleveringer og det var det.

Budimir var Osasunas farligste mand i feltet og med et kvarter igen gik han alt for let forbi Christensen og Baldé og kom på skudhold, som Peña dog fint fik reddet. I slutfasen af opgøret lignede det to midterhold, der kæmpede for det næste mål. Barca faldt totalt af og havde ingen kontrol over kampen, der var ingen forbindelse mellem kæderne og nogle spillere gik hurtigt på omstillinger mens nogle forsøgte at tage kampens temperatur. Osasuna fik spillet sig længere frem på banen og fik sendt nogle skud afsted. I tredje tillægsminut dukkede Joao Felix op med en fremragende assist til Lamine Yamal, der øgede til 2-0. Felix spillede først kombinationsspil med Pedri med hælen på egen banehalvdel, drev bolden frem og sendte den gennem benene på sin modstander, kom tæt på feltet og sendte den ud til Yamal, der trak over til sit venstre ben og sendte bolden i mål. Dermed sluttede det hele 2-0 til FC Barcelona og de er derfor klar til søndagens Super Cup-finale mod Real Madrid - dog efter endnu en omgang forvirrende fodbold, hvor det bestemt ikke var kvaliteten, der slog igennem. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Super Cup: FC Barcelona 2-0 Osasuna

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder