Annonce


Annonce

Mest læste denne uge

Annonce

Copa del Rey: Athletic Club 4-2 FC Barcelona

Copa del Rey - 25. januar 2024




Der var mål, drama og store afbrændere, da Athletic Club sent onsdag aften tog imod FC Barcelona i Copa del Reys kvartfinale. Barca kom bagud et halvt minut inde i kampen, men formåede at komme foran før baskerne fik udlignet. Undervejs missede Lamine Yamal en kæmpestor chance kort før slutfløjt. Og den blev dyr.

FC Barcelonas startopstilling
Peña, Koundé, Araujo, Christensen, Baldé, Gündogan, De Jong, Pedri, Yamal, Lewandowski og Ferran

22' Baldé Fort
70' Christensen Cubarsí
79' Lewandowski Joao Felix
99' Pedri Roberto
105' Yamal Guiu

Mål
- 1-0 1' - Guruzeta
- 1-1 26' - Lewandowski
- 1-2 32' - Yamal
- 2-2 49' - Sancet
- 3-2 107' - I. Williams
- 4-2 120' - N. Williams



Der var lagt op til en lækkerbisken af en kamp, da Athletic Bilbao tog imod FC Barcelona i Copa del Reys kvartfinale 2023/2024. Det startede da også med et brag, da baskerne kom i front efter bare 36 sekunders spil. Lamine Yamal ville spille lige tilbage til Koundé, men franskmanden misforstod og løb ud med sidelinjen og så kunne Nico Williams opsnappe bolden og sætte gang i et angreb. Det resulterede i et indlæg og siden et par skudforsøg inde i feltet før bolden tilfældigt landede hos Guruzeta, der tørt klaskede bolden i mål til 1-0. En skandaløs start af Barca i så vigtig en kamp og så var catalanerne bagude før det nærmest var startet.

Barca satte sig på bolden, men ville mere end noget andet trække Athletics tempo ud af kampen ved at spille den rundt, men efter et boldtab et kvarter inde måtte Christensen ned i en tackling, som dommeren takserede til et noget hårdt gult kort. Det skete lige foran Xavi, som højlydt brokkede sig og også fik et gult kort. Tre minutter senere gik Baldé så i stykker, da han drev bolden frem. En skade i baglåret sprang op og så måtte unge Hector Fort ind som venstreback. Det gjorde dog ikke noget, da Barca udlignede kort tid efter. Christensen smed en lang bold op i angrebet til Ferran Torres, der flot tog den ned og kom forbi sin modstander før han sendte den ind i feltet til Pedri, der dog fejlede i sin teknik og tilfældigt hoppede bolden hen til Berchiche, der ville sparke den langt ud af kommunen, men Lewandowski forsøte at strække sit ben og lykkedes faktisk med det, da bolden blev sparket direkte ind på polakkens fod og gik i mål til 1-1.

Det blev endnu bedre efter en halv time, da en høj bold landede hos Koundé, som kontrollerede headede den ned for fødderne af Yamal. Og så satte han fart: Han driblede sig forbi sin modstander, løb frem til kanten af feltet og skar ind i banen, hvor han kom fri fra endnu en modstander før han fandt et lille hul, hvor han med kølig præcision sparkede bolden i mål. 1-2 og så havde Barca vendt kampen på hovedet og var pludselig foran. Lige inden pausen var baskerne tæt på en udligning, da Sancet stod det rigtig sted efter et hjørnespark. Han sendte bolden mod mål, men Peña viste hurtig reaktionsevne og fik stoppet bolden.

Lige så pivelendig Barcas start på første halvleg var, lige så pivelendig var starten på anden halvleg. Tre minutter inde modtog Nico Williams bolden ude på sin venstre kant. Han trak ind i banen og smækkede et indlæg ind i feltet, hvor De Jong pludselig skulle dække Sancet. Her kom hollænderen ikke op, og så kunne Sancet pande bolden i mål bag en noget malplaceret Iñaki Peña i Barca-målet. 2-2 og så var det allerede game on igen. Efter en times spil, hvor Barca havde været under et massivt pres for deres idéløse og meget langsomme spil, kom Lamine Yamal pludselig helt alene igennem efter en omstilling. Han forsøgte at vippe bolden forbi keeperen og i mål, men han sendte bolden forbi målet. En kæmpe chance til at tage føringen, men Athletic havde også haft to meget store chancer kort forinden.

Med 20 minutter igen, hvor Ronald Araujo havde været i græsset to gange, blev Christensen erstattet af Cubarsí. Xavi vurderede, at Araujo kunne spille videre på hans signal mens Christensen kun lige er tilbagevendt fra en mindre skade. Barca havde bestemt ikke haft nogen ære af anden halvleg. De var spillet totalt tilbage, havde nærmest ikke skabt nogen angreb og spillerne lignede deciderede hovedløse spillere uden en plan. Med et kvarter igen var Nico Williams uhyre tæt på at score et rigtig flot mål, men bolden sneg sig lige præcis forbi den ene opstander. Det var Athletics 18. skudforsøg mens Barca kun var på fire. Det ville Xavi ændre på, da Lewandowski blev pillet fra banen og erstattet med Joao Felix. Lewandowski scorede et mål og ellers så man ham ingen steder på banen.

Med tre minutter igen skulle Lamine Yamal have scoret. Han erobrede bolden fra Atletics sidste mand, løb ind i feltet og kom forbi keeperen og skulle bare sparke bolden i mål, men med det kølige højre formåede han på forunderlig vis at banke bolden over målet. En direktør af de helt store fra den 16-årige, som nu havde brændt to store chancer i anden halvleg. Det hele endte 2-2 og dermed skulle de to mandskaber ud i forlænget spilletid. Baskerne havde efter 90 minutter haft 20 skudforsøg mod Barcas bare fem stks.

Forskellen på de to hold her til aften var måden, der blev angrebet på. Athletic var kyniske og hurtige og fik meget hurtigt omstillet fra chance til skud mens Barca spillede bolden rundt uden at nogen for alvor tog teten og fik trykket af. 97 minutter inde var Nico Williams tæt på efter en omstilling, men hans forsøg blev rettet af og gik i sidenettet. 99 minutter inde kom anfører Sergi Roberto på banen for Pedri. Det var en skidt beslutning. For netop som dommeren skulle til at fløjte til pause i den forlængede spilletid, mistede Roberto bolden og så kyniske som Athletic er, så satte de fart og to afleveringer senere lå bolden i feltet for fødderne af Iñaki Williams, der sparkede bolden på stolpen, så den røg ud i banen igen, men bag Peña, og lige ud til Williams, der altså kombinerede med stolpen og sparkede bolden i mål til 3-2 og så havde Barca kun et kvarter til at vende kampen eller udligne for at fremtvinge straffesparkskonkurrence.

Straks fra anden halvlegs start i den forlængede spilletid blev Yamal pillet ud for Marc Guiu. Værterne startede dog hvor de slap og var uhyre tæt på kort inde, da en bold blev headet tæt over Peñas mål. Det var skudforsøg nummer 27 - stadig mod Barcas fem. Med otte minutter igen kom der endelig et skud fra Barca og det var altså den unge Guiu, der skulle sørge for det, men hans forsøg sad lige på keeperen. Straks herefter gik det den anden vej og et indlæg fik lov til at sejle helt over i bagrummet til Williams, der kom stormende ind i bolden og skød, men Peña kom flot ud og fik nærmest reddet med ansigtet.

Der blev uddelt et hav af gule kort i slutminutterne blandt de trætte spillere, men Barca havde hverken idéen, kreativiteten eller kynismen til at skabe noget som helst og derfor var det helt fortjent, at de røg ud af Copa del Rey efter en pinlig indsats i begge ender - og specielt i angrebet, hvor de kun formåede at sende seks afslutninger afsted mod baskernes næsten 30. Athletic nåede endda at score endnu et mål efter en flot afslutning af Nico. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Copa del Rey: Athletic Club 4-2 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder