Annonce


Annonce

Mest læste denne uge

Annonce

Champions League: Napoli 1-1 FC Barcelona

Champions League - 21. februar 2024




FC Barcelona lagde bedst fra land i de første 30 minutter, men formåede ikke at udnytte det store spilovertag mod det mere kriseramte mandskab Napoli. Som set før, så har Barca svært ved at holde nullet og de har svært ved at dominere på midtbanen i slutningen af kampene. Historien var ikke anderledes onsdag aften.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Koundé, Araujo, Martinez, Cancelo, Gündogan, De Jong, Christensen, Pedri, Yamal og Lewandowski

80' Yamal Raphinha
86' Christensen Romeu
86' Pedri Felix

Mål
- 0-1 60' - Lewandowski
- 1-1 75' - Osimhen



FC Barcelona lagde rigtig godt fra land i opgøret mod Napoli med højt pres og dominans på bolden og med en klar plan om, at der skulle afsluttes. Der var knap gået fem minutter inden Barca havde haft optakt til to større chancer, men den afgørende skarphed udeblev dog. Lamine Yamal var meget aktiv ude på sin kant mens Joao Cancelo også kom til sin ret i venstre side, hvor han blev dækket ind af Pedri få meter bagude og ellers var det Martinez, som trak ud mod venstre. Napoli havde enorme problemer med at kapere Barcas massive dominans.

Den helt store chance lod sig dog vente, da der skulle gå 22 minutter før der før alvor kom noget ud af anstrengelserne. Det var Cancelo, der flot løb til baglinjen før han lagde bolden fladt ind til Lewandowski, der med ydersiden forsøgte sig første gang, men bolden sad lige på keeperen, men fik halvklaret. Returen blev aldrig farlig. Bare sekunder senere var det så Gündogan der tog sagen i egen hånd med et kanonskud fra distancen, men han blev ligeledes pillet af keeperen, der i fuld spring sendte bolden til hjørnespark. Herefter begyndte gassen at sive ud af Barca-ballonen og stille og roligt spiste Napoli sig tilbage i kampen.

Italienerne begyndte at gå højere op i banen, holde fast i bolden og forsøgte sig med en masse indlæg uden det dog blev farligt. Ikke et eneste skud leverede Napoli i første halvleg, men det var dem, som dominerede de sidste 15 minutter af første halvleg, hvor Barca havde siddet tungt på de første 30. Med syv skud hvoraf tre var indenfor stolperne, gik Barca dog til pause uden at have scoret hvilket trods alt var en skuffelse når man tager indledningen af opgøret i betragtning - Napoli var helt væk og det fik Barca ikke udnyttet.

Napoli lagde bedste fra land i anden halvleg og fortsatte deres pres fra slutningen af første halvleg. Allerede 20 sekunder inden havde de et skudforsøg, som dog ikke sad inden for rammen. Italienerne forsøgte at bibeholde presset, men det var tydeligt, at Barca havde snakket om at få gang i spillet igen efter de første flotte 30 minutter, og få pyntet med et mål. Barca kom lidt længere frem på banen og efter en times spil gik den ikke længere for Napoli, da Pedri med en lumsk aflevering fandt Lewandowski, der fik skabt en lille smule rum - men nok til at sparke på mål og så sad kuglen ellers i nettet og Barca-spillerne kunne starte jublen over at være kommet foran. 0-1 på Stadio Diego Armando Maradona.

Pedri havde et godt forsøg kort efter Lewandowskis mål og det var meget typisk af Pedri - et skud i en situation, hvor der ikke er andet at gøre. Typisk skaber han ikke plads til sig selv for at trykke af, men denne gang dumpede bolden ned for fødderne af ham på kanten af feltet, og så trykkede han ellers til. Keeperen fik lappen på, men bolden gled nærmest væk i samme ombæring og ud til hjørnespark, som Barca ikke fik noget som helst ud af. Når man ikke kan lukke en kamp og udnytte alle sine chancer, så scorer modstanderen som regel - og det samme skete denne aften. En aflevering blev sendt ind i Barcas felt, hvor der opstod en duel mellem Martinez og Osimhen og her væltede Martinez, som mente, at han skulle have frispark, men dommeren afviste og den løse bold sparkede Osimhen i mål. Det var Napolis første skud på mål. Og den gik i mål.

Kort efter Napolis mål blev Lamine Yamal pillet ud for Raphinha. Det var meget sent gjort af Xavi. Yamal havde været totalt anonym i anden halvleg og var tydeligt mærket af det defensive arbejde og de mange minutter, som han har spillet på det seneste. En ung, træt gut forlod banen og ind kom brasilianske Raphinha i stedet. På dette tidspunkt af kampen var Barca faldet så langt ned, at boldbesiddelsen var helt lige og Napoli havde spillet sig til flere farlige angreb end catalanerne. I starten af kampen lød de farlige angreb på 1-21 i Barcas favør. Det formåede de ikke at køre videre på.

Xavis forsøg på at vinde kampen, eller sikre sig den uafgjorte, var at pille Andreas Christensen ud og sætte Oriol Romeu ind. Desuden gik Pedri ud og blev erstattet af Joao Felix. Barca havde absolut intet svar på Napolis mål, spillerne var trætte og der var ingen som formåede at trække de andre op. Gündogan var tæt på med et skud, der gik lige forbi målet i de sidste sekunder. Det hele sluttede skuffende med 1-1 og dermed er alt åbent inden returopgøret på Montjuic. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


Champions League: Napoli 1-1 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder