Annonce


Annonce

Annonce

La Liga: Osasuna 2-2 FC Barcelona

La Liga - 12. december 2021




Barca havde søndag brug for en sejr efter de to seneste kampe, som havde budt på nederlag til Real Betis og Bayern München. Osasuna havde ingen frygt i øjnene da de søndag tog imod Barca og det blev da også til den type kamp, som man kunne forvente: Der skulle knokles for hver en bold og chancerne kom ikke gratis.

FC Barcelonas startopstilling
Ter Stegen, Piqué, Araujo, Umtiti, De Jong, Busquets, Gavi, Nico, Ez Abde, Luuk de Jong og Dembélé

73' Nico Mingueza
81' Dembélé Coutinho
90+2' Abde Jutgla

Mål
- 0-1 12' - Nico
- 1-1 14' - Garcia
- 1-2 49' - Abde
- 2-2 86' - Avila



Barca indledte opgøret med mest boldbesiddelse og noget mere nærgående offensivt spil end f.eks. mod Bayern München. Men Osasuna var tydeligvis ikke rystet over at skulle op mod Barca - tværtimod. Pamplona-holdet gik frisk til opgaven og lagde sig højt på banen hvilket åbnede op bagude, men Barca kunne ikke for alvor udnytte rummet bag ved Osasunas defensiv før Nico så sit snit til at luske ind i feltet. Osasuna-spillerne glemte totalt at dække Nico op og så kunne han luske ind i feltet og modtage en perfekt aflevering fra Gavi. Nico pillede bolden ned og sparkede den ind i målet til 0-1 og så var Barca i front. Men det holdt kort.

To minutter senere smækkede Moncayola et frisparksindlæg ind i feltet, hvor ingen valgte at dække Garcia op, og så kunne han med et yderst flot hovedstød bringe balance i regnskabet. To mål på to minutter og så var alt lige igen på El Sadar. Den måske største mangelvare i Barca i disse dage er kynisme oppe foran modstanderens mål og det så man igen efter 20 minutter, da Ez Abde satte fart og stormede forbi sin modstander og skabte et farligt angreb. Han havde Luuk de Jong med på midten og Dembélé helt ude til højre. Her spillede han den kort til Luuk de Jong, som med god teknik kunne have lagt bolden til rette med sin førsteberøring og skudt på mål, men han valgte at satse på en aflevering videre ud til Dembélé. Desværre for hollænderen var afleveringen alt for dårlig og den blev hurtigt opsnappet.

Igennem hele første halvleg lignede det mest af alt det som det præcist også var: To midterhold i Spanien. Barca dominerede slet ikke så voldsomt som de burde mens Osasuna ingen frygt havde. Det gik begge veje hele tiden og bare få minutter inde i anden halvleg kom der drama, da bolde blev sparket op på Busquets' arm, men dommeren vinkede afværgende. Straks satte Barca fart og Dembélé modtog bolden ude i højre side. Her satte han sin direkte modstander af og vippede bolden ind i feltet, hvor en Osasuna-spiller kun fik toppen af hovedet på bolden i håbet om at afværge, men bolden faldt efterfølgende ned til Ez Abde, som flugtede kuglen op i nettaget til 1-2. Osasuna-spillerne gik naturligvis i selvsving over at de mener, at de blev snydt for et straffespark, men dommeren gad ikke at høre på noget og dømte mål til Barca og satte gang i spillet igen.

Med et kvarter igen blev Nico pillet ud og ind kom Oscar Mingueza, som overraskede tog plads i venstre side af forsvaret, hvor han har leveret den ene håbløse præstation efter den anden - men Xavi insisterede og gav Mingueza genvalg på position således at forsvaret hed Araujo, Piqué, Umtiti og Mingueza. Med 10 minutter igen blev Dembélé pillet ud og ind kom Coutinho. Dembélé havde egentlig spillet en ganske udmærket kamp med en masse nærgående dueller, adskillige skudforsøg og mange løb op i banen. Han havde ikke heldet med sig i sine afslutninger, men kan han bygge på sin form efter sine mange skader, så vil kynismen også begynde at komme.

I kampens sidste fase var det klart Osasuna, som jagtede det udlignende mål end det var Barca der gik efter at punktere kampen. Barcas offensiv kom ikke med meget og ud af det blå fik Osasuna udlignet, da Coutinho fik den prikket forbi sin modstander, som var klar til at skyde. Desværre for Coutinho væltede bolden direkte ud i skudposition for Avila, der kanonerede kuglen mod mål. Bolden ramte Umtiti, som egentlig forsøgte at cleare den, men i stedet gik bolden i mål til 2-2 og så var sejren så småt på vej ud af hænderne på Barca.

I 92. minut kom Jutgla på banen til sin debut mens Ez Abde forlod banen efter en god kamp, hvor han tydeligvis manglede en bedre medspiller ved sin side end den ufatteligt stationære Luuk de Jong, der nærmest ikke bevægede sig ud af sin startposition. Lige lidt hjalp det - Barca smed sejren og fik kun ét point med hjem fra Pamplona og det ligner unægteligt en sæson, hvor Europa League skal vindes for at kunne kvalificere sig til næste sæsons Champions League turnering. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder


La Liga: Osasuna 2-2 FC Barcelona

© Getty Images


Seneste nyt fra BarcaBold.dk

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt

BarcaBold.dk

Dine Barca-nyheder gjort simpelt





Ugens mest læste

Seneste nyheder