Så er det på plads. Philippe Coutinho skifter FC Barcelona ud med Aston Villa. Det bekræfter klubberne og dermed får Barca endnu mere luft i økonomien, som har været præsident Laportas mål siden han kom til klubben.
Der er tale om en lejeaftale, som løber for den resterende del af indeværende sæson. Desuden fortæller Barca, at aftalen indeholder en købsmulighed for Aston Villa, så de kan købe ham fri fra sin kontrakt i Barca. Coutinho rejser til England i løbet af de kommende timer.
Her vil han gennemgå sit lægetjek og desuden afventer Coutinho sin arbejdstilladelse - hvilket aftalen er betinget af. Den gode nyhed er, at Aston Villa betaler størstdelen af Coutinhos løn i lejeperioden hvilket altså giver Barca mulighed for blandt andet at registrere Ferran Torres.
Det er blot få dage siden, at Coutinho accepterede, at han ikke længere skal være en del af Barca. Siden da gik det hurtigt med forhandlingerne med Aston Villa og efter kontakt mellem klubberne fredag morgen, blev klubberne enige.