Dommeren noterede fejlagtigt Messi for en udligning
La Liga -
15. november 2018
Lionel Messi var endelig tilbage på banen for FC Barcelona i søndags, da catalanerne hjemme på Camp Nou tog imod Real Betis i en kamp, som skulle gå hen og blive sværere end forventet. Ved pausen stod der 0-2 på måltavlen.
Junir og Joaquin bragte Real Betis foran 0-1 og 0-2 efter henholdsvis 19 og 34 minutters spil. I anden halvleg nettede Lionel Messi til 1-2, men dommer Mateu Lahoz, som tidligere har skabt drama med sine beslutninger, havde slet ikke styr på sine facts.
I sin dommerrapport skrev han således at Messi udlignede til 1-1 efter 22 minutters spil og det har skabt genlyd i Spanien. Messi scorede ikke i første halvleg; faktisk scorede FC Barcelona slet ikke i første halvleg og faktum er, at der slet ikke blev scoret noget mål på Camp Nou i det 22. minut.
Svaret har kun dommeren, men tager man et nærmere kig på kamprapporten, så har dommeren tydeligvis byttet rundt på første og anden halvleg. Således scorede Messi til 1-2 på straffespark 22 minutter inde i anden halvleg - altså efter 67 minutters spil. Men det hjælper ham ikke synderlig i sin forklaring, da han i selvsamme rapport noterer resten af kampens målscorer i minut 70, 79, 82 og 90. Altså skriver han det direkte minuttal for scoringen og ikke halvlegens minuttal.