Lionel Messi kunne nyde godt af at være tilbage på grønsværen onsdag aften, da FC Barcelona slog Inter med 2-1 i Champions League. Catalanerne var nede 0-1 ved pausen og derfor var der brug for motivation til at få spillerne gejlet op til anden halvleg.
Da spillerne befandt sig i tunnellen inden de løb ud på banen til anden halvleg, samlede spillerne sig i en klynge hvor Messi førte an.
- Vi skal ikke ud og gå amok. Vi skal ud og presse endnu mere - som vi plejer, forklarede Messi før Piqué fulgte op med 'vi skal presse som et hold, ellers fungerer det ikke' før Suárez slutteligt sendte spillerne på banen med det typiske 'vamos, vamos (kom så, kom så)'.
I anden halvleg var det da også et bedre Barca-mandskab, som man så på banen. Men det havde i den grad også noget at gøre med Inters spillere, som blev trætte som halvlegen skred frem. Suárez flugtede bolden i mål til 1-1 på Arturo Vidals oplæg mens Messi tog sig en dribletur med seks minutter igen før han lagde bolden af til Suárez. Angriberen tog den forbi sin landsmand Diego Godin før han scorede til 2-1.