Marc-André ter Stegens sæson er endegyldigt forbi. For en uges tid siden mærkede han ubehag i det ene knæ og det gjorde ham yderst tvivlsom til Copa del Rey-finalen, som spilles lørdag aften mod Valencia i Andalusien.
FC Barcelona er netop begyndt at fokusere på finalen, og ved gårsdagens træning blev den tyske keeper yderligere undersøgt og klublægerne kunne konstatere, at risikoen for at sende ham i spil er alt for stor. Derfor har klubben officielt meldt ham ude.
Det var da også Jasper Cillessen, som var tiltænkt en rolle mod Valencia. Hollænderen har stået i målet i Copa del Rey i denne sæson og forventes at blive solgt til sommer hvorfor netop finalen var udset til at blive hans sidste for FC Barcelona. Det bliver det nu med sikkerhed, da Valverde næppe sender Iñaki Peña fra B-holdet på mål fremfor hollænderen.