Der var topbrag i den tyske Bundesliga i dag, da Dortmund på hjemmebane tog imod Bayern München. FC Barcelonas lejesvend Paco Alcácer startede på bænken for de guldblusede, men kom ind på banen og afgjorde braget.
Det startede ellers godt for Bayern München, da Lewandowski efter en halv times tid satte hovedet på et indlæg og scorede til 0-1. Der var ekstrem høj fart i spillet og mens der kun faldt ét mål i første halvleg, var det en helt anden snak i anden halvleg.
Bare fire minutter inde i anden halvleg scorede Marco Reus fra straffesparkspletten og så var der balance i regnskabet. Lewandowski ville det dog anderledes og bare tre minutter efter headede han på ny en bold i mål efter flot opspil.
Dortmund brændte herefter den ene store chance efter den anden, og det var ved at koste dyrt, da Lewandowski igen fik bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside. Med små 20 minutter igen flugtede Reus så bolden i mål efter at have brændt to store chance. 2-2 og kampen var helt åben.
Med et kvarter igen kom forløsningen for Dortmund, da Paco Alcácer blev sendt afsted og stormede ind foran sin modstander før han vippede bolden forbi Manuel Neuer til 3-2 og kæmpe jubel på stadion. Kort forinden havde han selv brændt en stor chance.
I femte minuts tillægstid fik Lewandowski for fjerde gang i kampen bolden i nettet, denne gang med en fræk hæl, men målet blev igen underkendt for offside og Dortmund snuppede dermed sejren. Husk at følg BarcaBold.dk for flere Barca-nyheder